Efter dage med ballade om registreringsafgift, og Fisker-kunder der er nervøse for, om de overhovedet får deres biler, forsøger bilmærket nu at lægge en dæmper på det hele.
Først kom det frem, at den første Fisker Ocean med danske nummerplader blev leveret til medejer af mærket. Siden blev der spekuleret i, om Fisker havde betalt det rette beløb i registreringsafgift til staten.
Og kort efter lagde mærkets stifter Henrik Fisker sig ud i en krig på ord med finansmediet Bloomberg. Mediet skriver, at Fiskers biler er på vej tilbage til fabrikken i Østrig, fordi de er plaget af softwarefejl. Noget der gør, at 65.000 kunder må vente på deres biler.
En påstand Henrik Fisker dog beskriver som “løgnagtig” i et instagram-opslag. Opslaget på det sociale medie har Fisker siden slettet igen. Og nu forsøger Fisker så at berolige de mange kommende Ocean-ejere i en pressemeddelelse.
– Jeg er spændt på vores næste kunders leverancer, og vi vil informere vores første kunder inden længe om timing, da vi er ved at færdiggøre tidsplanen nu, skriver Henrik Fisker.
Samme sted skriver han, at mærket nu vil skrue gradvist op for produktionen. Sådan at man kan levere mellem 1.400 og 1.700 biler i Europa og USA i juni måned.
Bygger færre biler i år
Men det forudsætter, siger Fisker, at man kan få de nødvendige dele til bilerne. Mange medier – blandt andre danske Finans – har siden forsøgt at få Fisker til at svare på uddybende spørgsmål.
Men det vil bilmærket tilsyneladende ikke. I stedet henviser man til mandagens pressemeddelelse.
Generelt har Fisker Inc., som mærket retteligt hedder, ikke haft det nemt, op til leveringen af de første biler. For selv om mærkets aktieværdi steg mandag, er den faldet med 13 procent, hvis man tager hele året med.
Motorjournalister har indtil videre heller ikke haft held med at få fat i en Fisker Ocean til test. Og tidligere på måneden meddelte mærket, at man nedjusterer forventningerne til produktionen i 2023.
I stedet for 42.300 biler regner Fisker nu med at bygge mellem 32.000 og 36.000 biler i år, lyder det. Mærket giver selv udfordringer i forsyningskæden skylden.