Porsche satte en imponerende omgangstid på ‘Nordsløjfen’, nu har Lamborghini bare smadret den med fartdjævlen Aventador SVJ
Lamborghini har lige for næsen af Porsche og 911 GT2 RS’eren snuppet rekorden for den hurtigste produktions-bil rundt på Nürburgring – også kendt som ‘Det grønne helvede’.
Den vilde tid på – hold nu fast – 6 minutter og 44.97 sekunder er mere end en to-sekunders rundbarbering af Porsche’s tid fra september sidste år.
Den tid har italianerne fundet i tyren fra Sant’Agata ved at udstyre den kæmpe suge-V12-raket med absurd meget aktivt aerodynamik og en – ifølge fabrikken selv – perfekt vægtfordeling.
Endnu har Lamborghini ikke meldt ud præcist hvor mange hestekræfter, den 5.7-liters V12’er gemmer på. Men Autocar mener, at Aventador Superveloce Jota tog sig af ‘Ringens’ asfalt med hele 760 hk.