En blot 18-årig mand tæller nu i statistikken over de mere end 500 bilister, der siden marts i år er blevet knaldet for vanvidskørsel.
Natten til mandag forsøgte en 18-årig mand at flygte fra Østjyllands Politi, som ellers meget gerne vil snakke med ham i forbindelse med en rutinekontrol.
Det havde den 18-årige dog ikke særlig meget lyst, og han satte derfor farten i vejret. Faktisk nåede hastigheden nogle steder op i nærheden af 200 kilometer i timen, da politiet jagtede den unge bilist rundt i Aarhus.
– Han kører adskillige gange over for rødt i flere kryds og sætter farten højere og højere op. Der var heldigvis ikke mange personer eller bilister på gaden på det tidspunkt, fortæller Jacob Christiansen fra politikredsen til B.T.
Natten til mandag var det bilistens held, at vejene i det jyske lå forholdsvis ødet hen. For han havde nemlig ikke noget kørekort. Hvilket muligvis også kan forklare, at han til sidst kørte galt.
LÆS OGSÅ: 18-ÅRIG MISTER KØREKORTET DAGEN EFTER KØREPRØVEN
Men ikke før han havde torpederet et vejskilt. Og selvom det lykkedes politiet, at få fat i den unge mand, og han kan kategoriseres som vanvidsbilist, er der ikke meget bil at beslaglægge.
Forsøgte at gemme sig grøft
Østjyllands Politi fortæller til BT, at den 18-årige næsten totalskadet bilen, da han kørte galt. Selv slap han dog uden skader, han formåede tilmed at flygte til fods.
Senere fandt nogle politihunde dog frem manden, der havde gemt sig i en grøft.
– Det var fuldstændig vanvittig kørsel og meget heldigt, at ingen kom til skade, siger Jacob Christiansen til mediet.
Den 18-årige er nu sigtet for en lang række overtrædelser af færdselsloven. Alene det at køre uden kørekort koster ham 7.000 kr. i bøde – hvis altså det er første gang, han er blevet taget for det.