Hvad værre er, manglede kørekortet, da politiet dukkede op.
Havde hun bare fundet første gear, kunne en 19-årig kvindelig bilist være kørt fra stedet uden større dramatik. Sådan skulle det dog ikke gå.
For da den kvindelige bilist mandag aften ville forlade Netto på Trylleskov Allé i Solrød Strand, fik hun fundet bakgearet og sendt bilen direkte ind i butiksfacaden.
Det fremgår af døgnrapporten fra Midt- og Vestsjællands Politi.
LÆS OGSÅ: Bilist stoppet – brugte gaffertapet lommelygter som forlygter
Da politiet nåede frem, viste det sig desuden, at den 19-årige kvinde slet ikke havde noget kørekort.
– En patrulje kørte frem til stedet, hvor det viste sig, at den unge kvinde aldrig havde taget et kørekort, så hun blev sigtet for kørsel uden førerret, skriver politiet om hændelsen.
Udover en klækkelig bøde til kvinden, kan ejeren af bilen også se frem til hilsen fra politiet. Det er nemlig ulovligt at overlade sin bil til en person uden kørekort.
At køre uden kørekort koster 7.000 kr., hvis det er første gang, man bliver stoppet.