Denne 20 år gamle BMW M3 er så sjælden, at folk er villige til at betale mere for den, end hvad en ny af slagsen koster.
Der er i tidens løb blevet bygget mange BMW 3-serier. Og i sig selv er topmodellen M3 ikke nogen sjældenhed, heller ikke når det kommer til E46-generationen. Der blev i alt produceret 86.000 M3’ere.
Men af de 86.000 biler findes der særligt udvalgte eksemplarer, som kun kom til verden i et meget begrænset antal.
Og det gør dem særdeles eftertragtede, her 18 år efter at produktionen stoppede i 2006. Bilen her er fra 2004, og ikke bare det. Den Laguna Seca-blå Bimmer har kun haft én ejer, før den i år blev solgt til en forhandler i Californien.
Og dykker man ned i detaljerne, er der endnu mere guf at komme efter. Farvekombinationen af Laguna Seca-blå lak og det karamelfarvede nappa-læder menes kun at være på i alt 19 E46 M3. Ikke 190, ikke 1.900 — 19 andre biler! Altså på det nordamerikanske marked.
LÆS OGSÅ: Cyklister vil forbyde alle bilister at køre over 20 km/t
Der er en sandsynlighed for, at der findes flere biler med den kombination af eksteriør og interiør. Men antallet skal måske blot tælles på én til to hænder.
Motoren er, som vi kender den, en 3,2-liters rækkesekser med 340 hestekræfter og 355 Nm. Sammenholdt med den nuværende M3 er det ynkelige tal. Alligevel er folk vilde med den 20 år ældre bil.
Det skal man bare kaste et kig på budrunden for at konstatere. Denne artikel publiceres to dage før auktionen, der i øvrigt ikke har noget mindstebud, slutter. Men allerede nu har højeste bud rundet 111.000 dollar. Det svarer til 763.000 danske kroner.
Til sammenligning kan man i USA hente en spritny BMW M3, der i dag udelukkende fås med fire døre, for 75.000 dollar, hvilket er 516.000 kroner.
Af samme grund bliver det interessant at følge med i, hvor prisen på BMW’en fra 2004 egentlig ender henne. Bilen er dog langt fra den første, hvortil budrunden er gået amok. Læs mere om det her.
Læs flere spændende nyheder fra og om bilernes verden lige her!