På Europas største bilmarked, Tyskland, har næsten 20 procent af alle biler svært ved at klare et helt almindeligt periodisk syn, viser nye tal.
Det står skidt til med bilparken i Tyskland. I hvert fald ude i synshallerne, hvor næsten 20 procent af bilerne dumper det lovpligtige syn.
Det periodiske syn skal – i lighed med reglerne i Danmark – finde sted inden for perioder af to år. I Tyskland gælder den regel fra bilerne er tre år gamle. Herhjemme er det fire.
Men bilerne, der dukker op i synshallerne, lader meget tilbage at ønske. Næsten hver femte bil – eller 19,2 procent af køretøjerne – dumper til syn.
Det viser tal fra det tyske svar på Færdselsstyrelsen KBA, som Automobilwoche citerer. Tallene dækker over periodiske syn foretaget i 2023.
LÆS OGSÅ: VW ville have 70.000 kr. af Hans – nu er regningen forsvundet
De biler havde ‘væsentlige defekter’, som gjorde, at de ikke kunne bestå synet. 67,8 procent af bilerne havde dog ingen problemer, mens 13,1 procent slap igennem med ‘mindre defekter’.
Herhjemme har synskæden Applus tidligere fortalt, at man finder fejl, der betyder et omsyn, i 2,3 procent af de biler, som køres til syn første gang. Altså når de er fyldt fire år.
Synsvirksomheden supplerer i øvrigt med, at det oftest er lygterne, der på den ene eller anden måde driller de plus fire år gamle biler i synshallen. Ikke overraskende er bilers fejlprocent større, desto ældre bilerne er, når de køres til syn.
– Dette er en tydelig indikation på, at det kan være en udfordrende opgave for bilejere at bevare bilens tilstand, har Applus’ tekniske chef John Gantzhorn før forklaret.
Tilbage i Tyskland viser det sig i øvrigt, at motorcykler generelt er i markant bedre stand, når de synes. Kun 6,9 procent af motorcyklisterne i vores naboland får besked på, at de skal til omsyn med deres kværn.
Læs flere spændende nyheder fra og om bilernes verden lige her