Med 160 km/t kørte en mandlig svensk statsborger i gennem Odense med – det skal han nu i fængsel for.
En 21-årig mand med svensk statsborgerskab er blevet dømt for at have kørt gennem Odense med hastigheder på mellem 130 og 160 kilometer i timen.
Udover hastigheden blev manden også dømt for at have stukket af fra politiet, efter at have ellers var blevet anholdt. Til sit synderegister kan manden desuden føje trusler med en signalpistol tilbage i oktober, det skriver TV2 Fyn.
– Det her er et rigtigt groft tilfælde af vanvidskørsel i bymæssig bebyggelse, hvor den tilladte hastighed er 50 km/t, og det er jo en fuldstændig uacceptabel kørsel. Derfor er jeg meget tilfreds med dommen, siger anklager Simone Romme fra Fyns Politi.
LÆS OGSÅ: Haas tager afstand fra ny kørers ‘afskylige’ video
Samtidig er den 21-årige mand frakendt retten til at køre bil i Danmark i to år, ligesom han efter afsoning sendes tilbage til Sverige med en udvisningsdom i bagagen.
Han må efterfølgende ikke vende tilbage til Danmark i seks år. Desuden er mandens bil konfiskeret.
Manden modtog sin dom, og han venter nu på at overgå til almindelig afsoning fra den varetægtsfængsling, han lige nu sidder under.