En 29-årig mand, der i forvejen ikke har noget kørekort, blev tilbage i maj stoppet på sin motorcykel. Nu er han sigtet for 38 tilfælde af vanvidskørsel.
En 29-årig mand fra Østjylland er i denne uge blevet sigtet for omfattende overtrædelser af færdselsloven, herunder hele 38 tilfælde af vanvidskørsel.
Den alvorlige kørsel blev afsløret, da manden den 9. maj 2024 blev standset på Herningmotorvejen, hvor hans opførsel i trafikken hurtigt fangede politiets opmærksomhed.
Det skriver Østjyllands Politi i en pressemeddelelse.
Det var betjente fra Østjyllands Politis Færdselssektion, der standsede manden, mens han kørte motorcykel uden nummerplader.
LÆS OGSÅ: Advarselstrekanten bliver ulovlig – her er afløseren
Hændelsen fandt sted ved Brabrand, og ved standsningen viste det sig, at manden også var frakendt førerretten. Han blev straks identificeret og sigtet for at køre motorcykel trods frakendelsen.
Motorcyklen blev efterfølgende beslaglagt, da den blev vurderet til at være i ulovlig stand. Denne beslaglæggelse skulle dog vise sig blot at være starten på en omfattende efterforskning.
Kamera afslører vanvidskørsel
Ved nærmere undersøgelse af mandens motorcykel og tilbehør gjorde politiet en afgørende opdagelse. På hans styrthjelm var der monteret et kamera, der havde optaget hans kørsel over flere dage.
Da politiet beslaglagde kameraet, fik de adgang til timevis af optagelser, der afslørede gentagne tilfælde af farlig kørsel. Disse optagelser omfattede adskillige situationer, hvor manden havde kørt på motorcyklens baghjul med høj fart og i flere tilfælde overskredet hastighedsgrænserne med over 100 procent.
Optagelserne fra kameraet blev afgørende for politiets videre efterforskning. Udover de sigtelser, der allerede var blevet rejst, kunne Østjyllands Politi tilføje yderligere 38 sigtelser for vanvidskørsel. De omfattede blandt andet ulovlig kørsel på baghjulet og hastighedsoverskridelser, der havde bragt andres liv og førlighed i fare.
Politikommissær Amrik Singh Chadha fra Østjyllands Politi udtalte: ”Jeg tror aldrig, jeg har set noget lignende. Vi har ikke tidligere haft en lignende sag i Østjyllands Politi, og vi håber, at vi med vores efterforskning og de mange sigtelser har forhindret, at sagesløse trafikanter fremadrettet bliver udsat for denne form for vanvidsbilisme.”
Straffesager og inddragede førerrettigheder
Sagen har ikke kun ført til sigtelser mod den 29-årige mand. Politiet har også identificeret to andre personer fra henholdsvis Odense og Odder, der deltog i vanvidskørslen sammen med den sigtede. Deres køretøjer er også blevet beslaglagt, og deres førerret er administrativt inddraget.
”Der er ingen tvivl om, at det har været en stor og utraditionel sag for os at efterforske i Færdselspolitiet. Det har været et stort arbejde at gennemse alt videomaterialet, og herunder udfinde de strækninger, hvor overtrædelserne er sket. Dette har været nødvendigt for at få klarlagt, hvad den tilladte hastighed har været på de strækninger, vi har fundet frem til på videooptagelserne,” udtalte Amrik Singh Chadha.
Optagelser delt på sociale medier
Politiet havde allerede en vis kendskab til den 29-årige mand før standsningen i maj, da flere af hans videoer med vanvidskørsel var blevet delt på sociale medier. Det var medvirkende til, at mandens kørsel og adfærd i trafikken allerede var under politiets opmærksomhed.
De implicerede personers overtrædelser har fået alvorlige konsekvenser. Ud over beslaglæggelse af motorcyklerne har alle involverede fået inddraget deres førerret administrativt.
Læs flere spændende nyheder fra og om bilernes verden lige her