Over 300 personer deltog i ulovligt gaderace.
Lørdag og søndag var der fart over feltet – bogstaveligt talt – da over 300 fartglade gutter og gutinder var samlet til en solid omgang streetrace i byen Bakersfield i Californien. Men det endte ikke helt som planlagt.
Da over 40 mennesker havde ringet til politiet og anmeldt streetracerne for uagtsom kørsel i byen, rykkede politiet talstærkt ud og fandt frem til de mange biler.
Her blev intet mindre end 29 biler beslaglagt, da loven siger, at politiet kan beslaglægge biler, der deltager i gaderæs. Så simpelt er det. Politiet kan beholde køretøjet i op til 60 dage, og der skal betales et beløb for at få bilen tilbage.
Men flere af deltagerne var også berusede, så fem af dem måtte med en tur på stationen. 28 andre fik bøder for overtrædelse af færdselsloven.
En enkelt person stak af i sin bil, hvorefter politiet måtte jagte ham et stykke vej, indtil den pågældende kørte ind i en anden bil og flygtede til fods. To personer kom lettere til skade i uheldet. Manden blev anholdt kort tid efter.
Det skriver Fox26.