Vi sendte webredaktøren til Berlin for at se Formula E. Han tog et hav af indtryk og 4 pointer om de elektriske racere med tilbage til redaktionen.
Jeg elsker Formula 1. Ja, jeg sagde Formula 1. Ikke Formula E! Men spørgsmålet er, om jeg kan lære mig selv at holde af elektrisk motorsport. Det forsøgte jeg at finde ud af fredag 13. maj. Til de overtroiske – slap af, det var Store Bededag. Jeg tog lørdagen med også!
Nå men, turen gik til Tyskland. Nærmere bestemt Berlin og den i dag nedlagte Tempelhof-lufthavn. Skabt af nazisterne, senere brugt som flugterute fra DDR og nu altså Formula E-bane. Tiderne skifter, hva’?
Jeg var sådan set ikke i tvivl, da Nissan Danmark spurgte, om jeg ville med. Et fordi det – uanset hvordan vi vender og drejer det – er Formel-ræs. FIA-godkendt med fritliggende hjul og det hele. To for oplevelsen skyld. Jeg ved, at motorsport kan være den vildeste publikumsmagnet. Se bare på Formula Drift – det holder! Så kan Formula E? Det landede jeg i Berlin for blive klogere på.
1 – Hvert hold lever med STRAMME regler – og så taler de i koder
Nissan e.dams – som jeg var på hjul af i løbet af weekenden – må have 30 folk rendende i løbet af en Formula E-weekend. Det er inklusiv ingeniørerne hjemme på fabrikken. Samme regler for alle 11 teams. Og det holder FIA skarpt øje med. I hver pit-garage holder et hav af kameraer med live-transmittering til FIA’s folk hele tiden øje med, hvor mange folk der arbejder på bilerne. Både elektronisk og fysisk.
Noget andet er, at Nissan-folkene og kørerne taler i koder. For godt nok er 75 procent af bilerne i feltet identiske med hinanden i deres opbygning. Men de 25 procent, som Nissan selv må skrue i, holdes meget hemmelig. Derfor måtte vi pressefolk heller ikke tage billeder af den sidste fjerdedel af bilerne, når der i pitten var frit kig ned til batteriteknologien.
2 – Der bliver kørt TÆT! Altså flyver det med kulfiber
Skal vi starte med slutningen, så er bilernes batterier helt flade, når målstregen passeres. Det stod der i hvert fald på den storskærm, som viste de dele af banen, publikum ikke kunne se, derfra hvor de sad.
Så selv om der kan være en idé i at “frihjule” den hen mod et sving flere gange i løbet af ræset, så bliver der over løbsdistancen ikke sparet på energien. Bilerne kan ikke køre længere, når de drøner over stregen. Jo, måske lige til pitten. Men så er det også slut.
Lørdagens kvalifikation var et skræmmende godt eksempel på, hvor tæt der egentlig bliver kørt i Formula E. Faktisk har jeg aldrig set så tæt en kvalifikation før. I semifinalen kørte Jean-Éric Vergne og Alexander Sims lige op med hinanden. Altså i tiden +0.00! Det var vildt at se… og høre. For da det gik op for folk, kunne suset af spænding fornemmes hele vejen fra pit-garagerne og ud til publikum.
PS: Alexander Sims gik videre, fordi han på tusindedele af sekundet kom først over stregen.
I selve ræset blev der også kørt tæt, og når der – en sjælden gang – blev overhalet, kom kørerne gang på gang endnu tættere på hinanden. Nogle gange betød det, at kulfiberdele fløj af bilerne.
3 – Publikum ELSKER Formel 1
Eller også er det omvendt. Det er ikke helt til at blive klog på. Men faktum er, at meget omkring Formula E er bygget op for publikums skyld. Hele opsætningen omkring banen i den berlinske lufthavn minder lidt om en familieudflugt i Tivoli. Og fred være med det. For når først bilerne er på banen, og publikum har fundet vej til tribunerne, bliver man grebet af stemningen.
Flere gange tog jeg i hvert fald mig selv i at sidde og trampe i tribunegulvet som en del af speakernes opvarmning før selve ræset. Til kvalifikationen var det lidt mere afdæmpet. Måske fordi bilerne ikke kører så stærkt. Under kvalifikationen er der modsat Formula 1 faktisk skruet ned for Formula E-bilernes ydelse. Alligvel var der sort af mennesker, uanset hvilken tribune jeg kiggede over på inden og under løbet. Det holder altså!
4 – Ræset er ikke RIGTIGT spændende, men…!
Nu fik jeg vistnok nævnt, at der bliver kørt tæt i Formula E-bilerne. Og det er da også rigtigt – til en vis grænse. For ligesom det kan ske – og sker – i Formula 1, bliver der slået nogle ordentlige huller i feltet.
For lørdagens ræs betød det, at den forreste del af feltet fulgtes pæn ad, i de 45 minutter løbet varede. Men man skal ikke ret langt ned i feltet, før der begynder at opstå massive huller. Og her holder racerne sig ‘bare’. På trods af fanboost-funktionen, der tillader publikum at give deres favoritkører et par sekunders ekstra skub i bilen, sker der aldrig rigtig noget.
Heller ikke selvom kørerne kan køre uden for ideal-linjen på bestemte områder af banen for at samle attack mode op. Det gør dem i stand til at komme tættere på og angribe de forankørende. I hvert fald i teorien. Måske er det i virkeligheden de smalle bybaner, der gør overhalinger i Formula E til en sjældenhed. Der skal kørefejl til, og det er en skam.
