På Bornholm havde en 48-årig mand uden kørekort ikke meget til overs for færdselsloven i weekenden.
I hvert fald modtog Bornholms Politi første gang en anmeldelse om mandens kørsel rundt i Rønne fredag klokken 22.15. Kort efter blev bilen spottet i Laksetorvet, hvor en patrulje kunne anholde og sigte manden for kørsel uden førerret første gang.
Alene bøden for kørslen uden kørekort løber op i 7.000 kroner – altså i førstegangs-tilfælde. Bødens størrelse havde dog tilsyneladende ingen virkning på manden. For omkring kl.09 lørdag morgen blev han set kørende rundt i byen igen. Nu på motorcykel. Manden skulle desuden have truet en familie, fordi de bad ham sætte farten ned.
Klokken 11 samme formiddag blev manden igen set i høj fart, og blot en halv time senere sad han bag rattet af en varevogn med retning mod Svaneke, oplyser politiet.
Her blev manden anholdt og sigtet for i alt at have ført et køretøj fem gange uden kørekort. Og selvom ordensmagten havde haft fat i manden én gang blot få timer forinden.
Udover det manglende kørekort blev manden sigtet for at køre med stoffer i blodet samt for trusler mod vidner og tjenestemænd.