Den amerikanske rapper mere end antyder, at han er en del af den meget ventede spiludgivelse.
Sidste år kom det frem, at en hacker havde lækket noget kode til Rockstar-udgivelsen Grand Theft Auto 6. Spiludvikleren bekræftede senere lækagens ægthed. Der var dog tale om noget gammelt materiale, lød det. Men nu der er igen nyt GTA-land. Måske altså.
LÆS OGSÅ: Miljøaktivister føler sig generet af dansk racerbane på 20. år – “Det påvirker min sjæl”
For nu antyder den amerikanske rapper 50 cent med det borgerlige navn Curtis Jackson, at han er en del af spillet. Eller at han i hvert fald på en eller anden måde har noget med udgivelsen, der rygtes at foregå i den fiktive Miami-by Vice City (igen, red.), at gøre.
Har før gjort det
På sin Instagram-profil har rapperen delt billede med Vice City-fonten fra 2003-udgivelsen af samme navn. I teksten til billedet forklarer 50 Cent, at han ‘vil forklare meget mere senere.’ og ‘at der er noget stort i vente’.
50 Cent er ikke helt ukendt i spilindustrien. To gange før har rapperen lagt navn til computerspil. Først i 2005 med 50 Cent: Bulletproof. Fire år senere fulgte udgivelsen 50 Cent: Blood in the Sands.
Rockstar Games har indtil videre forholdt sig tavs om rapperens Instagram-opslag. Og det er ikke sikkert, at spilstudiet vil sige noget som helst, før GTA 6 er klar til udgivelse. Hvornår det sker, er stadig et åbent spørgsmål.