I 2004 viste Peugeot for første og næsten eneste gang konceptet 907 frem for offentligheden – en superbil med V12-motor og topfart på 357 km/t.
Peugeot som superbilsfabrikant? Jo, den sætning kunne faktisk have været gangbar nok. Hvis altså franskmændene havde bygget det 907-koncept, som de viste frem i 2004, færdigt.
Bilen havde, sagde Peugeot, en 6-liters V12-motor med 506 hestekræfter. Alt sammen fordi fabrikken smeltede to tre-liters V6’ere sammen. V6’erne blev brugt i mærkets egentlige topmodeller som 607 dengang.
Bilen vejede 1.400 kilo. Mestendels fordi Peugeot havde lavet karosseriet i kulfiber, hvilket holdt vægten nede. 907’eren kunne – hvis fabrikken havde bygget den – gå fra 0 til 60 miles timen (0-96 km/t) på bare 3,7 sekunder. Og den stoppede ikke med at trække, før speedometeret viste 357 km/t.
Det var i hvert fald planen. For 907 kom aldrig videre fra konceptstadiet, og bilen lever nu en hengemt tilværelse som museumsgenstand på Musée de l’Aventure Peugeot i Frankrig.