De tyske tunere fra TechArt tager et monster af en Porsche 911 med til Geneve Motor Show
Den er vildere end den 911 vildeste, Porsche selv laver. TechArts GTstreet RS har nemlig hele 70 hestekræfter mere end vilddyret 911 GT2 RS. Og så er GTstreet RS endda ‘kun’ baseret på Turbo S.
Ikke at det bliver mindre imponerende af den grund – tværtimod faktisk. For under den hækvendte motorklap er det lykkedes tuneren at få den 3.8-liters bokser-motor til at producere intet mindre end 770 hestekræfter og vanvittige 920 newtonmeter.
De enorme kræfter gør 911’eren hyperbilshurtig fra 0 til 100 kilometer i timen. Disciplinen er ovre på bare 2,5 sekunder. Eller lige så tjept som en Bugatti Chiron kan gøre det med 16 cylindre og 1.500 heste.
GTstreet RS render endda fra 0 til 200 km/t på bare 8,1 sekund, mens topfarten først rammes, når speedometer-nålen står ud for 340 km/t. Og så er det endda en begrænsning, TechArt har sat.
Men det kan omgås. Med TechArts performance-pakke render speedometeret helt til 360 kilometer i timen. Med omfattende brug af kulfiber sørger et bodykit i stil med det fra GT2 RS selvfølgelig for, at alle de ti GTstreet RS, TechArt producerer, holder kontakten med asfalten uanset hastigheden.
Og er bodykittet i sig selv ikke nok downforce, hjælper den kæmpe hækvinge til. Den kan nemlig justeres hele 15 grader.
Hver GTstreet RS får sit produktionsnummer (fra 1 til 10, red.) på den kulfiberstøbte kølerhjelm. Og det hele bliver sikkert en rasende dyr men fed affære, når bokseren skriger sine omdrejninger ud mellem de titaniumsbelagte afgangsrør.
GTstreet RS får premiere på Geneve Motor Show mellem d. 7 og 17 marts 2019.