Suzuki har indgået en aftale med svensk-kinesiske Volvo. Aftalen betyder, at japanerne betaler en formue for nødvendige CO2-kvoter.
Suzuki står over for en potentiel bøde fra EU, da de nuværende emissionskrav for bilfabrikanter skærpes markant næste år.
For at imødegå truslen fra EU og undgå en betydelig økonomisk udgift, som bøderne vil udgøre, har Suzuki indgået en aftale med Volvo om at blive en del af deres emissionspulje.
Bilproducenter, der ikke opfylder EU’s krav, kan nemlig vælge at dele emissionerne med andre producenter gennem en sådan pulje.
Det skriver Vi Bilägere.
Dette sænker gennemsnitstallet og hjælper med at overholde de strenge emissionskrav. Volvo Cars og Polestar har etableret en fælles emissionspulje for 2024, og ifølge bilanalytiker Matthias Schmidt, der har gennemgået officielle dokumenter, er Suzuki muligvis den første partner i denne pulje.
LÆS OGSÅ: Dansk Formel 1-kører skriver kontrakt med Cadillac
Selvom Suzuki endnu ikke sælger elbiler, er deres gennemsnitlige CO2-kvoter blevet reduceret takket være et samarbejde med Toyota, hvor to Toyota-modeller, hybridbilen Swace og plug-in hybridbilen Across, sælges under Suzuki-mærket.
Det er endnu uvist, hvor stor en sum Suzuki betaler Volvo for at blive en del af emissionspuljen. For Tesla har denne type aftaler vist sig at være en lukrativ forretning.
Elbilproducenten har alene i år tjent over 14 milliarder DKK på salg af emissionsrettigheder, hvilket illustrerer den betydelige formue, der er på spil i forbindelse med CO2-kvoter.
Suzuki er langt fra det eneste bilmærke som fra 1. januar 2025 kommer i alvorlig klemme på grund af de skrappere EU-krav. Faktisk er det kun Volvos-ejer, Geely-koncernen, og Tesla som på nuværende tidspunkt kan leve op til reglerne.
Problemet med de meget høje bøder har fået flere af de andre store bilkoncerner til at protestere. Hos BMW mener direktør Oliver Zipse eksempelvis, at hverken bøderne eller det kommende totalforbud mod forbrændingsmotoren giver mening.
Også ACEA, der er en sammenslutning af de fleste europæiske bilmærker, ønsker bøderne taget af bordet. Læs mere om det her.
Læs flere spændende nyheder fra og om bilernes verden lige her!