Efter at være blevet hævet for første gang i mere end 12 år sænker staten nu igen renten på den forholdsmæssige registreringsafgift af leasingbiler.
Det lyder teknisk, men det er det egentlig ikke. For nu tager staten en mindre rente af den forholdsmæssige registreringsafgift på leasingbiler.
Sagt på et mindre knudret dansk – det bliver billigere at lease bil i Danmark. Både i 2022 og i 2023 hævede staten ellers den rente. Noget der forinden ikke var blevet rørt ved i hele 12 år.
Men nu sænkes renten af den forholdsmæssige registreringsafgift på leasingbiler altså fra 5,9 til 5,4 procent.
Det oplyser Motorstyrelsen på sin hjemmeside.
Forklaringen på både stigninger eller fald skal findes i den måde, hvorpå der betales afgift af leasede biler i Danmark. Bilister i leasingbiler betaler i sagens natur ikke fuld afgift på én gang.
LÆS OGSÅ: Så dyre må ikke elbiler være, siger Volkswagen-chef
I stedet betales dele af afgiften lidt ad gangen. Hvor meget, der betales, afhænger af bilens alder og længden på leasingkontrakten.
Biler, der er ældre end 36 måneder, slipper billigst. Nemlig med en afgiftssats på 0,5 procent.
Til gengæld for den lavere afgift tager staten sig betalt med et rentetillæg, der beregnes ud fra restafgiften på bilen. Og det er altså den rentesats, staten nu sænker igen.
Da staten valgte at hæve renten i 2022, vurderede leasingsselskabet Lysdahl Simonsen, at en Audi A6 Avant ville blive omkring 700 kroner dyrere hver eneste måned. Læs mere om det her.
Det blev så igen dyrere den 1. januar 2024 og endnu engang fra 1. juni 2024. Men nu har piben altså fået en anden lyd. Hvorfor kommer Motorstyrelsen ikke ind på. Men formodentlig på baggrund af den generelt lavere rente.
Rentesatsen reguleres halvårligt. Det vil sige, at staten i skikkelse af Motorstyrelsen nu har valgt at gøre det en smule billigere at lease bil fra 1. januar 2025.
Læs flere spændende nyheder fra og om bilernes verden lige her!