Jaguar vil fra 2026 kun sælge og bygge elbiler. Det første bud på en kommende elbil er allerede lækket. Bilmærket præsenterer selv modellen i aften dansk tid.
Jaguars næste bud på en elbil er blevet lækket før præsentationen. Billeder af konceptbilen er dukket op på nettet. Og de afslører en meget lav bil, der giver et fingerpeg om Jaguars fremtidige designsprog.
Konceptbilen, der ventes at danne grundlag for tre nye elbiler fra den britiske producent, vil officielt blive afsløret på Miami Art Week i nat (2.-3. december).
Billederne viser en bil med et meget minimalistisk design, der adskiller sig markant fra tidligere Jaguar-modeller.
Den lange kølerhjelm minder om nogle af Jaguars klassiske modeller med store motorer og giver konceptbilen en markant silhuet. A-stolperne er næsten usynlige, og sideruderne løber ud mod bagenden, hvilket næsten giver indtrykket af et visir på en racerkøres hjelm.
Fronten er præget af et prominent “grill”. Eller i hvert fald motivet af en grill. Og så en ny lys-signatur med meget tynde LED-striber som forlygter i hvert hjørne. Bilen har ingen bagrude, noget Boosted allerede har kunnet fortælle mere om.
LÆS OGSÅ: Elbil-ejer løj om væbnet røveri for at undgå parkeringsbøde
Konceptbilen forventes at være en elektrisk GT-model, der lægger op til en ny æra for Jaguar. Den første bil baseret på designsproget fra konceptbilen er formentlig en større sedan.
Og den skal i lighed med Jaguars andre, kommende modeller koste mindst én million kroner, siger den administerende direktør. Faktisk vil det tidligere britiske mærke fra 2026 slet ikke sælge en bil, hvis ikke den fra ny koster mindst 1 million danske kroner. Vi mangler dog stadig svar på, om det er med eller uden danske afgifter.