En ny undersøgelse fra det amerikanske forbrugerorgan Consumer Reports viser, at hybrid- og elbiler er blevet bedre. Men at de stadig har langt flest problemer.
En ny undersøgelse fra Consumer Reports, der analyserer over 300.000 biler, konkluderer, at elbiler og plug-in hybrider har langt flere problemer end traditionelle biler med forbrændingsmotor.
Ifølge undersøgelsen har elbiler i gennemsnit 42 procent flere problemer, mens plug-in hybrider har hele 70 procent flere problemer sammenlignet med konventionelle biler.
Problemer med teknologi og platforme
Steven Elek, bilanalytiker hos Consumer Reports, forklarer, at de højere fejlprocenter skyldes, at elbilteknologien stadig er relativt ny. I hvert fald de omfang vi ser dem på vejene nu.
– Bilproducenter arbejder stadig på at løse problemer i deres drivlinjer og platforme, udtaler Elek.
Problemerne spænder fra mindre gener som hvinende bremser og defekter i interiøret til alvorlige og kostbare fejl i batterier, motorer og gearsystemer.
Plug-in hybrider skiller sig ud med endnu flere problemer. Undersøgelsen fremhæver, at deres kombination af to separate drivlinjer – en elektrisk motor og en forbrændingsmotor – øger risikoen for tekniske fejl.
Sammenlignet med traditionelle hybrider, der har udviklet sig markant og nu kan måle sig med benzinbiler, er plug-in hybrider fortsat mindre pålidelige.
Sundhedsskadelige risici ved udbrændte elbiler
Ud over tekniske udfordringer peger undersøgelser også på de potentielt sundhedsskadelige konsekvenser, hvis en elbil bryder i brand.
Batterierne i elbiler indeholder store mængder lithium og andre kemiske stoffer, som under forbrænding kan frigive giftige gasser.
Disse stoffer kan skade luftvejene og medføre langsigtede sundhedsproblemer for personer, der udsættes for røgen. Brande i elbiler er vanskelige at slukke og kræver ofte specialudstyr, hvilket forværrer situationen.
Undersøgelsen giver også et overblik over de mest og mindst pålidelige mærker. Toyota topper listen med både almindelige benzin- og dieselbiler samt hybriderne. Mens det amerikanske mærke Rivian, som skal bygge den næste Volkswagen Golf, scorer absolut lavest. Rivians dårlige placering tilskrives udfordringer med deres nye elbilteknologi.
Consumer Reports fremhæver, at dataene omfatter både ejererfaringer og tekniske vurderinger, og at elbilernes problemer ikke nødvendigvis betyder, at de er uegnede, men snarere at teknologien stadig udvikles.