Hver fjerde nye varebil i Danmark kørte i november på strøm. Men tallene viser også, at salget er faldet i forhold til sidste år.
Varebilerne i Danmark er i stigende grad elektriske, men salget af varebiler er faldet i november 2024 sammenlignet med samme måned året før. Hver fjerde nye varebil, der blev indregistreret i november, kørte på strøm.
I november 2024 blev der indregistreret 2.421 nye varebiler, hvilket er et fald i forhold til november 2023, hvor der blev indregistreret 3.003 varebiler.
Salget af varebiler er dermed faldet med 19,4 procent. Til gengæld er antallet af eldrevne varebiler mere end fordoblet i forhold til november 2023.
El-varebilerne udgjorde 25,2 procent af det samlede varebilsalg i november 2024. I alt blev der solgt 611 el-varebiler og 135 plug-in hybrider, hvilket bringer andelen af opladelige varebiler op på 30,8 procent.
– Det er forrygende at se, at varebilssalget bliver mere og mere elektrisk. Udviklingen har været langsommere for varebilerne end for personbilerne, men over de seneste par måneder er der sat strøm til mange nye el-varebiler.
– Der har været momentum i varebilssalget i år, og vi har forhåbninger om, at den høje el-andel i denne måned også indvarsler en positiv udvikling i el-varebilssalget, siger Mads Rørvig, adm. direktør i Mobility Denmark, i en pressemeddelelse.
På trods af fremgangen for el-varebiler, er det samlede salg af varebiler faldet i årets første 11 måneder. Fra januar til november 2024 blev der indregistreret 27.447 nye varebiler, hvilket er et fald på 6,9 procent i forhold til samme periode i 2023.
Også salget af lastbiler er faldet. I november 2024 blev der indregistreret 357 lastbiler, et fald på 13,8 procent i forhold til november 2023. Nu efterlyser bilimportørerne mere støtte.
– Eldrevne lastbiler er blevet mere populære, end de var for kun et år siden, men der er endnu ikke for alvor kommet fart på udviklingen her. D
– er er brug for politisk støtte for at få flere grønne lastbiler på vejene og løfte omstillingen af vejtransporten yderligere,” siger Mads Rørvig, adm. direktør i Mobility Denmark.