En aktindsigt, som mediet Ingeniøren har fået, afslører, at tusindevis af danske bilister er ramt af gentagne fejl hos Motorstyrelsen.
Fejl hos Motorstyrelsen har gentagne gange påvirket tusindvis af danske bilejere.
Problemerne i Motorregistret har to gange på mindre end et halvt år før til forkerte opkrævinger. Både hos privatbilister og virksomheder.
Ifølge en rapport fra it-leverandøren Netcompany til Motorstyrelsen, som Ingeniøren har fået aktindsigt i, skyldes fejlene en hel række problemer med opdateringerne. Der har ikke været styr på de korrekte registeringer af ejerforhold.
Det første problem opstod i juni, hvor 2.669 borgere og virksomheder fik besked på at betale for biler, de ikke ejer.
En efterfølgende opdatering den 1. oktober ramte yderligere 450 bilejere, hvor nogle blev opkrævet den dobbelt halvårlige afgift. Mens andre oplevede, at både nuværende og tidligere ejere modtog regninger.
Motorstyrelsen har oplyst, at alle de mere end 3.000 berørte personer og virksomheder er blevet informeret om fejlene senest i november. Styrelsen forsikrer desuden, at dem, der har betalt de fejlagtige regninger, vil få deres penge tilbage med rentetillæg..
– Hvis en borger eller virksomhed har nået at betale en fejlopkrævning, bliver beløbet naturligvis tilbagebetalt og rentegodtgjort, oplyser Motorstyrelsens presseafdeling.
Det er ikke blevet oplyst, hvor store de fejlagtige opkrævninger har været i de enkelte tilfælde. Til sammenligning vil en gennemsnitlig dansk familiebil i 2024 koste 2.300 kroner i årlige, periodiske afgifter.
Af rapporten fra Netcompany fremgår det, at fejlene opstod i forbindelse med systemopdateringer, hvor der blev tilføjet ukorrekte skyldnere, når ejerforholdene på et køretøj blev ændret.
Det har skabt problemer, når Skattestyrelsen sendte rykkerskrivelser til alle registrerede medhæftere på grund af manglende betaling af periodiske afgifter.
– Det giver udfordringer, når Skattestyrelsen fremsender rykkerskrivelser ved manglende betaling af de periodiske afgifter, da disse skrivelser sendes til den fulde medhæfterkreds for et givent køretøj, hvis køretøjets afgifter ikke er betalt efter 3 måneder, står der i rapporten.
Den specifikke fejl ligger i en opdatering med betegnelsen ’DMR-13007’, hvor en ændring i ejerbrugerforhold blev baseret, hvor en afgift er gyldig og ikke hvornår den er oprettet. Ifølge rapporten kan fejl i den type systemopdateringer være svære at undgå.