Regnskabet er tilsyneladende forsvundet, og det samme er chefen for Volvos søstermærke Jiyue. Der mangler godt 6,8 milliarder kroner.
Volvos søstermærke, Jiyue, står på randen af konkurs. Milliarder mangler i regnskabet, og fremtiden for Geelys delejede elbilmærke er usikker.
Jiyue, et samarbejde mellem Geely og den kinesiske teknologigigant Baidu, blev lanceret med ambitioner om at udfordre Tesla på det kinesiske marked.
Det skriver Carscoops på baggrund af artikler fra kinesiske medier.
På trods af at en af Jiyues første modeller vandt den prestigefyldte designpris Red Dot Award, har mærket haft svært ved at opnå rentabilitet. Salget har været lavt, og nu tyder artikler i kinesiske medier og fra Carscoops på, at virksomheden er i dyb krise.
Jiyue har solgt blot 13.834 biler i år. Og både Geely, der ejer 65 procent, og Baidu, der ejer resten, er tilbageholdende med at investere yderligere midler.
Situationen er yderligere kompliceret af et hul på ca. 6,8 milliarder danske kroner i regnskabet, som Baidu angiveligt afdækkede under en due diligence i oktober.
Krisen har ført til afskedigelser, og vrede medarbejdere har belejret Jiyues hovedkvarter i Kina. Ifølge rapporter har medarbejdere fjernet kontorudstyr i protest over manglende information om fratrædelsesgodtgørelse og sundhedsforsikringer. Geely og Baidu har angiveligt måttet garantere løn til de afskedigede medarbejdere.
Yderligere forlydender går på, at Jiyues finansdirektør er flygtet til Singapore efter afsløringen af mulige uregelmæssigheder. Virksomheden skylder desuden milliarder til Geely for bildele, og flere medievirksomheder har ikke modtaget betaling for annoncekampagner.
En omstruktureringsplan er under udarbejdelse, men det er usikkert, om Jiyue kan reddes fra konkurs.