Efter års både spekulationer og venten er Tesla klar med den faceliftede Model Y. De første kunder kan allerede nu bestille bilen. Men det kræver, at de bor i Kina.
Den nye Tesla Model Y er netop blevet præsenteret af producenten i Kina. Bilen, som allerede er Danmarks mest solgte bil, introduceres i en opdateret udgave med flere ændringer.
De første detaljer er offentliggjort, og modellen kan allerede bestilles på Teslas kinesiske hjemmeside.
Samtidig er der meldinger om, at tidligere udgaver af Model Y ulovligt er blevet modificeret af tredjepartsleverandører. Noget Tesla nu forsøger at lukke ned for med det officielle facelift.
Den nye Model Y vil være tilgængelig i en begrænset periode frem til den 28. februar, fortæller Tesla i Kina.
Bilmærket fremhæver blandt andet en længere rækkevidde, et ændret design og et mere støjsvagt interiør.
– Den første udgave vil blive solgt i en begrænset periode indtil 28. februar,” lyder det fra Tesla i Kina.
Designet på den nye model viser tydelig inspiration fra Teslas Cybertruck og robottaxien Cybercab. Fronten er blevet sænket, lygterne er smallere, og bagpartiet har fået en markant opdatering.
Luftmodstanden er sænket fra Cd 0,23 til Cd 0,22, hvilket bidrager til en længere rækkevidde og mindre støj i kabinen – i hvert fald i teorien. Disse ændringer forventes at forbedre bilens præstationer uden at ændre de grundlæggende teknologiske løsninger.
Indvendigt er der også skruet på en række ting. Kabinen har nu lys, som løber langs interiøret, og der er tilføjet en skærm til bagsædepassagererne som i Model 3.
Instrumentbrættet og dørsiderne er blevet redesignet, mens gearvælgeren nu er integreret på berøringsskærmen. Disse opdateringer bringer Model Y tættere på det design, der findes i Tesla Model 3, som blev faceliftet for halvandet år siden.
Den baghjulstrukne udgave af Model Y starter ved en pris på cirka 280.000 danske kroner i Kina, hvilket er en stigning på omkring 14.000 kroner i forhold til tidligere. Leveringerne begynder i marts. Men det er endnu uvist, hvornår den nye model kommer til andre markeder.
Med denne opdatering sigter Tesla efter fastholde Model Y’s popularitet og samtidig eliminere behovet for ulovlige ændringer af bilen.
Det ændrede design og de forbedrede specifikationer giver en model, der formentlig fortsat vil finde vej til mange nye ejere både i og uden for Kina. Om det er nok til også at være Danmarks mest populære bil i 2025, er endnu alt for tidligt at sige noget kvalificeret om.