Det 136 år gamle dækfirma Dunlop er efter mange års uenigheder i et jointventure solgt japanske Sumitomo Rubber. Handlen er 5 milliarder kr. værd.
Efter lang tids uenighed er dækmærket Dunlop blevet solgt til den japanske virksomhed Sumitomo Rubber Industries.
Goodyear, der hidtil har ejet Dunlop, har indgået en aftale om at sælge mærket for 701 millioner dollars. Salget omfatter Dunlops varemærker i Europa, Nordamerika og Oceanien.
Det skriver Reuters.
Aftalen betyder dog ikke et fuldstændigt farvel til Dunlop for Goodyear. Virksomheden vil fortsat sælge Dunlop-dæk til personbiler i Europa frem til i hvert fald 31. december 2025. I den periode skal der betales en licens for brug af navnet til Sumitomo Rubber.
Derudover vil Goodyear levere Dunlop-dæk til Sumitomo i Europa i de kommende fem år.
Goodyear har også sikret sig rettighederne til at bruge Dunlop-varemærket til lastbildæk i Europa på længere sigt. Også her skal der falde en licensbetaling pr. dæk.
Salget af Dunlop er en del af Goodyears strategi om at strømline forretningen og reducere omkostningerne.
I 2023 fortalte Goodyear, at man havde planer om kraftigt at reducere sine forretningsområder. Herunder at Dunlop, Off-the-Road og kemikalieafdelingen skulle sælges fra. Målet var at få mere end 2 milliarder dollars svarende til lige knap 14,5 milliarder dansker kroner ind på frasalg.
Som et led i slankekuren solgte Goodyear sidste år sin Off-the-Road dækforretning til den japanske virksomhed Yokohama Rubber for 905 millioner dollars.
Dækproducenter har i de seneste år oplevet øget pres fra billigere kinesiske konkurrenter og står over for stigende krav fra myndighederne om at reducere forurening.
Bl.a. har EU gjort partikelforurening fra dæk til en del af den ellers udvandende Euro 7-norm for personbiler. Læs mere om det her.