Det er den tunge ende, der vender nedad. I hvert fald når det kommer til salget af elbiler i Europa. Det viser nye tal fra bilfabrikkernes egen organisation, ACEA.
Elbilsalget i Europa har taget et dyk i 2024. Nye tal fra den europæiske bilorganisation ACEA viser en nedgang på næsten seks procent i forhold til 2023. Der blev registreret 1,4 millioner elbiler i EU i løbet af året.
– Nedgangen i salget af elbiler i EU dækker over store forskelle. Groft sagt er markedet delt i to. Der er de nordeuropæiske lande, hvor det går godt, og så er der resten, siger Thomas Møller Sørensen, branchedirektør for DI Bilbranchen.
Det skriver organisationen i en pressemeddelelse.
I Danmark og andre nordeuropæiske lande er salget af elbiler fortsat højt. Ifølge Thomas Møller Sørensen skyldes det “langvarig og kontinuerlig støtte til køb af elbiler samt klare rammer for investeringer i ladestandere.”
For at øge salget af elbiler i resten af Europa mener DI Bilbranchen, at både EU og medlemslandene skal tage ansvar.
– EU skal i højere grad understøtte produktionen af elbiler og sikre nødvendige investeringer i elnettet. Samtidig skal medlemslandene i højere grad prioritere midler til støtte af køb af elbiler, siger Thomas Møller Sørensen.
DI Bilbranchen understreger vigtigheden af et samspil mellem salg af elbiler og udrulning af ladeinfrastruktur.
– Det er synergieffekten mellem salg af elbiler og udrulning af lademuligheder, vi nu skal have løbet i gang i resten af Europa, siger Thomas Møller Sørensen.
Et af de lande, som trækker elbilsalget ned, er Tyskland. På Europas største marked for biler generelt vender køberne nemlig ryggen til elbilerne.
Særligt efter Tysklands regering i december 2023 øjeblikkeligt fjernede statsstøtten til alle nye elbiler for at lappe huller i statskassen, er det gået ned ad bakke med salget.
LÆS OGSÅ: Selv politiet er imod højere bøder til bilisterne
Faktisk så meget, at der bliver købt og solgt flere elbiler i England. Men heller ikke lige på den anden side af Øresund er de vilde med elbiler. Tværtimod har svenskerne gentagne gange sænket prisen på brændstof.
Det hænger dog sammen med en række valgløfter fra den nuværende regering i Stockholm. I øjeblikket kan svenskerne tanke det, der er Europas næstbilligste benzin.