Sebastian Vettel siger ét men gør noget andet. Den 4-dobbelte Formel 1-vinder ved godt, at det gør ham til verdens største hykler.
Sebastian Vettel er verdens største hykler. I hvert fald hvis man spørger den 4-dobbelte tyske verdensmester selv.
For siden han lagde både hjelm og kørehandsker på hylden i 2022, har han talt stadig mere om at beskytte miljøet.
Alligevel drøner han rundt i den ene lynhurtige racerbil med forbrændingsmotor efter den anden. Og i et interview med den schweiziske avis Tages-Anzeiger falder indrømmelsen da også prompte.
– Jeg er nødt til at acceptere den anklage. Og ja, jeg er den største hykler, der findes, når jeg taler om miljøspørgsmål, mens jeg efterlader så stort CO2-aftryk.
Vettel, der sidst vandt et Formel 1-løb i 2019, mener dog ikke, at det nytter noget, at skamme sig over racerbilerne.
Vi er alle sammen hyklere, siger den tidligere Formel 1-kører
– Skal jeg have det dårligt med det? Vi vil ikke løse problemet ved at skamme os, men derimod ved at konfrontere det og lede efter løsninger.
Den i dag 37-årige tysker er da heller ikke sen til at kalde både høj som lav i samfundet for nogle hyklere. I hvert fald overordnet set.
Vi er alle hyklere, fordi vi godt kan lide de ting, som vi ved ikke er så gode. Skal vi flyve til Thailand på ferie? Selvfølgelig ikke. Men der så utrolig smukt i Thailand.
I stedet for at slå hinanden i hovedet med moralprædikener mener Vettel, at vi som mennesker bør tage os sammen og finde løsninger på vores livsstil og forbrug i teknologiens verden.
– Vi bør ikke forbyde rejser, men finde teknologiske løsninger, der giver os mulighed for at gøre de samme ting som før. Bare mere bæredygtigt.
Læs flere artikler efter annoncerne: