Vil du undgå at støtte Elon Musk, USA, Kina eller andre ‘banditter’? Sandheden er, at det næsten er umuligt, da de største bilmærker i verden ejes af kapitalfonde, statsfonde og investorer fra hele verden.
At købe en bil handler ikke kun om design, rummelighed, ladetider og pris. Det er også en stor økonomisk beslutning, der indirekte støtter forskellige virksomheder og investorer rundt om i verden.
Men vidste du, at selv hvis du vælger en tilsyneladende tysk, svensk eller japansk bil, kan en del af dine penge alligevel ende i Kina, USA eller Mellemøsten?
Bilindustrien har et meget forvirrende stamtræ. De seneste årtier har budt på utallige fusioner, opkøb, konkurser og restruktureringer, hvilket har gjort det næsten umuligt for forbrugerne at holde styr på, hvem der ejer hvilke bilmærker. Mange bilmærker er blevet solgt til nye ejere, nogle er blevet nedlagt, og nye virksomheder er opstået.
Historiske mærker som Pontiac, Oldsmobile og Mercury er forsvundet, mens andre – som Chrysler, Jaguar og Volvo – nu har fået nye ejere uden for deres oprindelsesland.
For nogle bilejere er det vigtigt at vælge en bil, der passer til ejerens personlige værdier. Især i dag, hvor Elon Musks politiske engagement i USA har fået mange til at rynke på næsen over Tesla.
Hvem står bag de største bilmærker i verden?
Nogle ønsker derfor at støtte europæisk industri, mens andre bare gerne vil undgå at lægge penge hos kontroversielle virksomheder eller regimer.
Men virkeligheden er dog, at bilmarkedet er så globaliseret, at det næsten er umuligt at undgå, at dine penge kan havne hos enten store kapitalfonde, statsstyrede investeringsselskaber eller regeringer i lande med tvivlsomme menneskerettighedsforhold.
Kina er for eksempel et kommunistisk styre med en stærkt centraliseret økonomi, hvor statsejede selskaber og investeringsfonde spiller en stor rolle i erhvervslivet. Qatar, der også ejer store aktieposter i bilindustrien, er kendt for sine menneskerettighedsproblemer og manglende demokratiske reformer.
Og hvis du fravælger Tesla for at undgå Elon Musk, kan du alligevel ende med at støtte virksomheder med tætte bånd til enten enorme amerikanske kapitalfonde eller den kinesiske regering. Så hvad er bedst – eller værst?
Mange bilmærker drives stadig fra deres oprindelsesland, men ejerskabet fortæller en helt anden historie. Her er nogle af de største bilproducenter i verden – og hvem de har som medejere:
Volkswagen Group (Tyskland)
- Mærker: Volkswagen, Audi, Porsche, Lamborghini, Bentley, Bugatti, Skoda, SEAT
- Bemærkelsesværdige ejere:
- Porsche Automobil Holding SE (31,4%) – Tyskland
- Qatar Holding LLC (10%) – Qatar
- BlackRock, Inc. (2,1%) – USA
Toyota Motor Corporation (Japan)
- Mærker: Toyota, Lexus, Daihatsu
- Bemærkelsesværdige ejere:
- Toyota Industries Corporation (9,13%) – Japan
- JPMorgan Chase & Co. (4,21%) – USA
- BlackRock, Inc. (2,56%) – USA
Stellantis N.V. (Holland/Frankrig/Italien)
- Mærker: Peugeot, Citroën, Opel, Vauxhall, Fiat, Chrysler, Jeep, Dodge, Ram
- Bemærkelsesværdige ejere:
- Giovanni Agnelli B.V. (15,6%) – Italien
- BPI France (6,69%) – Frankrig (statslig bank)
- BlackRock, Inc. (3,52%) – USA
Mercedes-Benz Group AG (Tyskland)
- Mærker: Mercedes-Benz, Smart
- Bemærkelsesværdige ejere:
- Beijing State-Owned Capital Management Company (11,2%) – Kina
- Kuwait Investment Authority (6,27%) – Kuwait
- BlackRock, Inc. (5,14%) – USA
Ford Motor Company (USA)
- Mærker: Ford, Lincoln
- Bemærkelsesværdige ejere:
- Vanguard Group (10,1%) – USA
- BlackRock, Inc. (7,37%) – USA
- Norges Bank Investment Management (0,99%) – Norge
General Motors (USA)
- Mærker: Chevrolet, GMC, Cadillac, Buick
- Bemærkelsesværdige ejere:
- BlackRock, Inc. (9,93%) – USA
- Vanguard Group (9,34%) – USA
- State Street Corporation (5,35%) – USA
Honda Motor Co. Ltd. (Japan)
- Mærker: Honda, Acura
- Bemærkelsesværdige ejere:
- Morgan Stanley – USA
- BlackRock Fund Advisors – USA
- Dodge & Cox – USA
Tesla Motors (USA)
- Mærker: Tesla
- Bemærkelsesværdige ejere:
- Elon Musk (12,77%) – USA
- Vanguard Group (7,56%) – USA
- BlackRock Advisors LLC (4,78%) – USA
Nissan Motor Co. Ltd. (Japan)
- Mærker: Nissan, Infiniti, Datsun
- Bemærkelsesværdige ejere:
- Renault SA (35,71%) – Frankrig
- Mercedes-Benz Group AG (2,7%) – Tyskland
- Vanguard – USA
BYD Co. Ltd. (Kina)
- Mærker: BYD
- Bemærkelsesværdige ejere:
- Xiang Yang Lu (18,37%) – Kina
- Berkshire Hathaway, Inc. (4,93%) – USA
- BlackRock Fund Advisors – USA
Men hvad så med de gode, gamle svenskere på den anden side af sundet – kan Volvo da ikke tilbyde noget skandinavisk? Skandinavisk design, ja. Og kontorer i Sverige, ja.
Men Volvo og herunder Polestar har også fødderne solidt plantet i Kina via Geely, der også har ejerskab i Lotus, Zeekr og Lynk & Co. Plus 17 procent af Aston Martin!
Geely ejes primært af Li Shufu, der er en kinesisk forretningsmand. Han er medlem af Kinas kommunistiske parti og repræsentant i Det kinesiske folks politisk rådgivende konference (KFPRK). Forbes anser ham for en af Kinas rigeste personer.
Også mærker som Jaguar og Land Rover er i dag ejet af helt andre virksomheder end for år tilbage. Den indiske bilkoncern Tata Motors købte mærkerne fra Ford i 2008. Tata styres af Natarajan Chandrasekaran, som er Indiens højest lønnede person med langt over 100 millioner kroner i løn om året.
Tata Group har en vurderet samlet markedsværdi på 2.800 milliarder kroner. Altså 2,8 billioner kroner. Samtidig kæmper Indien med stor økonomisk ulighed.
En lille elite ejer en enorm andel af landets rigdom, mens millioner lever i fattigdom. Forskellen mellem rig og fattig er særligt tydelig i byerne, hvor luksusboliger ligger side om side med slumområder. Desuden slås Indien med store problemer som høj korruption og voldsom forurening.
Svært at komme udenom kontroversielle ejere og investorer i bilmærker verden over
Uanset hvilket bilmærke du vælger, er det næsten umuligt at undgå, at dine penge potentielt kan ende hos kinesiske virksomheder, mellemøstlige investeringsfonde, amerikanske kapitalforvaltere eller indiske rigmænd.
Bilmarkedet er globalt, og penge kender som bekendt ingen grænser. Så næste gang du stolt fortæller om din meget europæiske bil hjemme i garagen, skal du måske lige tjekke ejerskabet en ekstra gang…
Læs flere artikler efter annoncerne: