– Vi bygger biler, ikke politiske holdninger, siger chefen for Tesla i Tyskland. Mærkets antal af lagerbiler er angiveligt rekordlavt.
Teslas fabrik i Tyskland opererer med fuld kapacitet ifølge fabrikschef André Thierig.
Det sker efter en periode med faldende salgstal i landet. Nedgangen i salget faldt sammen med en offentlig debat om virksomhedens administrerende direktør, Elon Musks, politiske holdninger.
Blandt andet at topchefen åbenlyst støtter det højreorienterede tyske parti Alternativ for Tyskland (AfD).
Det skriver Der Tagesspiegel.
Tesla etablerede sin nyeste fabrik i 2022 i Grünheide uden for Berlin. Åbningen skete efter en hurtig byggeproces og blev markeret af deltagelse fra forbundskansler Olaf Scholz, Brandenburgs delstats-minister Dietmar Woidke og Elon Musk.
Fabrikken er en betydelig arbejdsgiver i området med omkring 11.000 ansatte. Og de ansatte har ifølge fabrikkens direktør temmelig travlt.
Tesla i Tyskland kører på fuld kapacitet med rekordfå lagerbiler
Produktionen på fabrikken har oplevet udsving. Sidste år lå produktionen på omkring 1.000 biler dagligt. Men dette tal er siden faldet.
En del af forklaringen ligger i en omstilling til produktionen af den nye Model Y. André Thierig siger dog, at produktionen nu er oppe på det tidligere niveau.
– Der er ingen planer om produktionsstop, personalereduktioner eller andre nedskæringer. Vi har skiftet produktion fra vores tidligere model til den nye Model Y, det tager tid, siger direktøren.
Tesla-fabrikken i Grünheide leverer da også mange biler. Og det ikke bare til det tyske marked men hele Europa. De producerede biler opbevares i Neuhardenberg, før de sendes videre til kunderne.
Tesla kører i øvrigt efter det princip, at man opfylder fastlagte kvoter, før man begynder at sende biler ud til kunderne.
Ifølge Der Tagesspiegel er lagerbeholdningen hos Tesla i Tyskland dog rekordlav på nuværende tidspunkt.
Med kun 3.200 biler på lager, svarende til tre dages produktion i forhold til produktionen fra sidste år, er lagerbeholdningen begrænset.
– Vi bygger ikke kun køretøjer til det tyske marked, men til 37 andre markeder, både inden for og uden for EU, forklarer André Thierig til mediet.
På delstatsniveau er der dog allerede bekymringer for, at Tesla skærer ned. Også selvom ledelsen på fabrikken benægter det.
I Norge, der på mange måder betragtes som elbilernes Paradis, er mærket da også tilbage på toppen. Læs mere om det her.
Mens Tesla i Tyskland angiveligt har meget få biler på lager, kunne det samme ikke siges om moderselskabet i USA sidste år. I juni 2024 kom det frem, at mærket havde 20 milliarder kroner bundet i lagerbiler, der kunne ses fra rummet.
Læs flere artikler efter annoncerne: