Det har alle dage krævet et solidt budget at køre 12-cylindret BMW. Men når delene til 7 Serien forsvinder ud af produktion, går det dissideret galt. Det er tilfældet med brændstofpumpen til E65.
Det er dyrt. Faktisk er det rasende dyrt at køre E65 760i, altså en BMW med 6-liters V12-motor. Og det især fordi brændstofpumpen er udgået.
Det skriver The Drive.
Her har man nemlig opdaget, at brændstofpumpen i en E65 760i ikke længere kan skaffes ny fra fabrikken, hvis den går i stykker.
Og fordi brændstofpumpen kun er en del, der sidder på relativt få andre biler (læs: Rolls-Royce-modeller, red.), er de pumper, der er på lager, enormt dyre.
For 20 år siden, da bilen stadig var i produktion, kunne brændstofpumpen fås ny for, hvad der svarer til 15.000 danske kroner. Dyrt, men overkommeligt.
I dag er det en helt anden historie. For nu vil nogle af de største reservedelsforhandlere have et sted mellem 82.000 og 102.000 danske kroner for præcis den samme del.
Det skræmmende er, at det er mere end hele bilen er værd. Og det er altså ikke kun i USA. Et hurtigt kig på det tyske mekka for biler, Mobile.de, afslører , at bilerne fås ned til så lidt som 6.000 euro.
Det er kun lidt mere end halvdelen af, hvad brændstofpumpen kan ende med at koste dig. Bevares, den ekstremt høje pris er for helt nye dele. Kan du finde en brugt pumpe, kan det sikkert gøres billigere.
Men så er det spørgsmålet, om pumpen overhovedet virker. Og hvis den gør – hvor lang tid går der så, før den står af?
Det lykkes Boosted-redaktion at finde en brugt brændstofpumpe til en E65 760i på Ebay til 10.240 kroner. Men spørgsmålet er – tør du?
Læs flere artikler efter annoncerne: