BMW byggede aldrig E30 M3 som stationcar, men det betyder ikke, at du ikke kan få en.
Nogen skal bare bygge den til dig først. Det er netop, hvad en mand fra Burbank, Californien, har gjort. Bilen, du ser på billederne herunder, startede livet ud som en firehjulstrukket 325ix i 1991, før den fik en hjertetransplantation af den heftige slags.
Set i forhold til ur-M3’eren er donorbilen to generationer yngre, har to cylindre yderligere og 148 ekstra hestekræfter at gøre godt med. Der er naturligvis tale om S54-maskinen på 3.2 liter fra en E46 M3 årgang 2002.
Lige denne sekscylindrede er yderligere tunet af Kassel Performance, så der er 350 hestekræfter på hjulene, oplyser sælger i annoncen på det amerikanske Craigslist.
Udover den anselige mængde potens, får du også en bil, der faktisk godt kunne gå for at være noget, BMW havde i produktion i midt-80’erne. E30’eren er nemlig udstyret med et komplet M3-skørtesæt.
Det inkluderer naturligvis de brede, kasse-agtige forskærme, som er første-generations M3’erens vel nok mest berømte designfeature.
BBS, RAP UNDERVOGN OG ALCANTARA
Karosseriet ser ikke bare smukt ud, det er også gearet til de mange hestekræfter med en opgraderet fjedre og støddæmpere for at efterligne M3’erens mere sportslige køreegenskaber. Det ydre toppes af med et, ifølge sælger, sæt klassiske BBS-fælge. Restaurerede, naturligvis.
Det enlige interiørbillede viser en M-Technik stof-og alcantarakabine, der dækker både stole og dørsider. Og så var der lige det med prisen? 27.500 dollar. Eller det samme som at gå i banken efter 180.000 danske kroner.
Så kommer fragt til Danmark, told, moms, afgifter og alt det andet kedelige oveni, før du kan få plader på.
SE BILEN I GALLERIET HERUNDER