Den svenske skisportsstjerne er igen bag rattet af en Audi RS6. Denne gang med hjælp fra ABT
Jon Olsson er tilbage bag rattet af en Audi RS6, efter han tidligere i denne uge fik leveret en Audi RS6+. Bilen er dog ikke ‘bare’ en RS6+. Den fire liters biturbo-V8’er er nemlig pumpet op til hele 705 hestekræfter af tunerne fra ABT.
Olssons seneste projekt har fået navnet ‘Phoenix’, som en hilsen til asken fra hans tidligere ‘RS6 DTM’, der blev stjålet og brændt ned til hjulene, efter at Olsson havde solgt bilen til Holland.
‘Lige siden RS6 DTM brændte, har jeg vidst, at jeg var nødt til at bygge en ny’, skriver Jon Olsson i et Instagram-opslag, hvor han præsenterer den nye tilføjelse til vognparken.
Selv siger Jon Olsson, at idéen til den ‘Dr. Jekyll & Mr. Hyde’-inspirerede RS6’er kom til ham, da han var til et Formula E-ræs, som ABT deltog i.