Det er ikke hver dag, at man finder i VW Polo med stumper som originalt R32-rat, RS4-spejlkapper, Audi-tågelygter og TT-tankdæksel, som tilmed er lav og bred!
NB: Hey! Artiklen, du skal til at læse, har vi fundet i gemmerne hos vores venner på Bil Magasinet. Det er total nostalgi, for vi skal helt tilbage til 2004. Go’ læselyst!
Første gang jeg ser NCN’s Lamborghini Gallardo-gule Polo er til Copenhagen Motor Show 2004 i Bella Center. Efter en times vaden omkring, hvor smilet kun var kommet frem over enkelte detaljer og en monsterfed gammel boble fra Vmax 56, kom jeg til Sony-standen, hvor Polo’en, som mange havde snakket om, holdt.
Efter en hurtig gennemgang var vi alle helt enige om, at her havde vi ret sikkert en top 5-bil til årets DFB (Danmark Flotteste bil). For når de sidste detaljer kom på plads, var denne gule Polo banebrydende for, hvad man ellers havde set på disse breddegrader.
Det store chock!
Chokket kom til DFB 2004. Både for tilskuere den varme dag på Vandel, NCN, men også for os her på Vmax-redaktionen.
At en så ombygget Polo ikke kunne klare at samle det antal stemmer, der skulle til for at komme blandt de 20 biler, der gik videre til søndagens finale, er stadig noget af et mysterium.
Når man ser på de biler – og en vis knallert med fælge, der gik videre, var der bare ikke retfærdighed til.
To måneder efter møder vi så igen NCN. Denne gang et sted i København, hvor vi skal kigge lidt nærmere på den lille brede Polo.
Mens vi venter på BetteHolt (tidligere chefredaktør Michael Holt, red.) med kameraet, sætter jeg mig og snakker lidt med NCN om, hvorfor han fik blod på tanden til sådan en ombygning. Og hvilke mål han har haft med det omfattende projekt.
NCN fortæller, at han altid har haft drømmen og ideen om at skabe en Polo, der skilte sig markant ud fra resten, og han med dette projekt havde sigtet efter det ekstreme, men alligevel stadig med diskrete linjer.
Derfor har han også genbrugt flere dele fra det originale VW-program. Vi finder stumper som originalt R32 rat, RS4 spejlkapper, Audi tågelygter og TT tankdæksler på den lille Polo.
Bygget videre på kofangere
Stikker man næsen indenfor, byder en lækker læderkabine dig velkommen. Sæderne er fra en Golf IV GTI Turbo, der er tilpasset Polo’en. Bagsædet er et originalt 6N, men hvor skummet fra sæderne i en Golf IV er flyttet over og syet med ind i.
Ny ombygning
En ting der sikkert er blevet diskuteret rundt omkring i det danske land, og som også sprang mig i øjnene med det samme, var de mega brede skærme. Der er ingen tvivl om at konceptet holder og ideen er total fed, men som NCN selv fortæller er det her man finder tornen i øjet.