Abba købte 2 styk og Simon Spies en enkelt. BMW M1 var den ultimative Boss-bil i 1978. I dag er den blevet til en samlerbil til millioner. Vi kører en tur i et perfekt eksemplar.
Det er ikke hver dag, at du ser eller hører en BMW M1 suse forbi med vidt åbne gasspjæld på Helsingør-motorvejen, skriver Bil Magasinet. Og hvis du gør, er du sikkert ene om at identificere bilen, der spytter arrige stikflammer ud af udstødningsrørene, når chaufføren tager foderet fra den.
Lavtflyvende, kileformet og med brede lameller over centermotoren ligner den en selvsikker italiener med en stejlende hingst eller en fnysende tyr på snuden.
DET HELE BEGYNDTE I 1972
Skinnet bedrager. I 1972 blev BMW Motorsport GmbH grundlagt til at forvalte BMW’s succesrige motorsportsaktiviteter i standardvognsracerløb. Men den ambitiøse direktør og tidligere Porsche-racerkører, Jochen Neerpasch, havde blikket stift rettet mod Formel 1.
Det var BMW-ledelsen dog ikke klar på endnu, men han fik grønt lys til at sende BMW ind i den nye Gruppe 4-klasse for to-personers GT-biler, der var baseret på gadebiler. Et oplagt sted at tæve ærkerivalerne fra Porsche, men han manglede en centermotorsportsvogn til opgaven.
Dem havde BMW ingen af, men i skuffen lå tegningerne til en konceptbil, som blev taget med til Sant’Agata i Italien i 1976 med henblik på at få eksperterne hos Lamborghini til at bygge de 400 gadebiler, der skulle til for at homologere en racerversion til GT4.
RØRGITTERAMMEN KOM FRA ITALIEN
Én af disse gadebiler ser du på billederne foran dig. Det knitrer fra udstødningen, da jeg åbner døren og svinger benet ind over den brede dørkarm. Den blå-hvide propel i rattet fortæller mig, at jeg er steget ned i en BMW, men der er ikke meget bayersk stemning over kabinen.
Selv om rattet kan justeres i længderetningen, er der ingen tvivl om, at den her bil er bygget og udtænkt af små italienere. Hvis du skal nå rattet og er over 190 cm i højden, skal du køre den med hovedet ud af vinduet, som den mekaniker, der synede bilen, før den fik nummerplader på.
Alt på instrumentbordet sidder sirligt pænt og konservativt ordnet. BMW-nørder vil med garanti kunne udpege stumperne taget fra diverse BMW-hylder, men den slags er irrelevant, når du drejer nøglen. Projekt “E26” tegnede til at blive kompromisløs og rå.
Rørgitterammen blev lavet af samme firma i Modena, som leverede rammer til Ferrari. Racerbilskonstruktøren Dallara udviklede undervognen med dobbelte wishbone-hjulophæng, Bilstein gasstøddæmpere og dobbelte kræningsstabilisatorer.
Klik ‘NÆSTE SIDE’ for at læse videre