Mercedes GT-R har fået en bogstavelig talt meget grøn afløser på Safety Car-posten i motorsportens kongeklasse.
Og dog. For Aston Martin Vantage skal faktisk dele opgaven med sin tyske konkurrent. Men det er selvfølgelig heller ingen almindelig Vantage, der skal samle tropperne, hvis/når det går galt i Formel 1-feltet.
Bilen har fået 20 ekstra hestekræfter, så vi nu er oppe på i alt 530 hk og 685 Nm fra den 4-liters V8’er, som Mercedes-AMG sjovt nok har sørget for.
Det bliver altså ikke kedeligt bag rattet for Formel 1’s faste safetycar-chauffør Bernd Maylander, når sæsonen begynder. Det sker efter planen i Bahrain i weekenden 26 til 28. marts.
LÆS OGSÅ: Nu kommer der fast fartkontrol på Storebælt
Også selvom han må undvære den helt store mundfuld fra England. Nemlig Astons 5,2-liters twinturbo V12’er. Når det så er sagt, er Vantage ingen sløv sag. Faktisk har Aston Martins ingeniører fundet det nødvendigt at udstyre bilen med ekstra meget downforce.
Alene fronten med trykkes nu ned med 155,6 kilo, hvilket er 60 kilo mere end fabriksbilen. Det hele sker takket være en modificeret kølergrill og en ny frontspoiler.
Safety Car-tjansen er dog ikke det eneste, Aston Martin leverer til Formel 1 i år. Hvis vi lige ser bort fra fabriksdeltagelse i selve løbet, er årets ‘medical car’ nemlig også en Aston, en DBX.
Allerede nu håber vi dog, at den bil er forskånet for ture som den ud til Romain Grosjean efter franskmandens grumme uheld i Bahrain sidste år.