22″ hjul og et udseende, du enten elsker eller hader – eller hader at elske – det er Stallone GTS.
Eller det vil sige, det er egentlig en Ferrari 812 GTS, som den tyske tuner Mansory har taget sig visse friheder med. For at sige det mildt.
For diskret er den ikke. Indrømmet, det er en 812’er heller ikke fra fabrikken. Men på en eller anden måde er det lykkedes Mansory at hente yderligere 42 hestekræfter ud af den 6,5-liters store Maranello-V12’er. I forvejen yder den 788 hestekræfter.
Og nej, man har ikke ‘snydt‘ ved at tilføje trykladning.
Men et er præstationerne, noget andet er, hvordan Stallone GTS tager sig ud. For den er markant anderledes, end den bil, Ferrari selv kalder 812 GTS.
Læderet i kabinen er mere blå end et par boller i cølibat. Rattet, altså det du har mest kontakt med i bilen, har også fået sig et ‘facelift’.
Udvendig er 812’eren også blevet om muligt endnu mere aggressiv at se på. Her stjæler kulfiber, en overdimensioneret diffusor og et hav af ventilationskanaler opmærsomheden.
Hvis den da ikke allerede er røget på den gigantiske hækvinge, som bærer den italienske trikolore på hver side.
Prisen er det nok bedst ikke at spørge til. Selv dem, som måtte have råd, bør kigge væk, når der skal betales.