En tyv har måttet betale den ultimative pris for sin langfingrede livsstil.
Hver dag året rundt er der folk, som ikke kan kende forskel på dit og mit. Nogen slipper godt fra det, andre gør ikke. Et eksempel på det sidste kunne den amerikanske TV-station CBS for nylig fortælle sine seere om.
En mand fra byen Anaheim havde nemlig udset sig katalysatoren under en Toyota Prius som sit næste offer. Ikke så underligt for katalysatoren indeholder sjældne stoffer, der i tilstrækkelige mængder er særdeles værdifulde.
Manden nåde aldrig andet end ind under det japanske miljøsymbol, da det gik galt. Helt galt. Mandens medbragte donkraft svigtede ganske enkelt, hvorfor den tæt på halvandet ton tunge bil faldt ned over ham.
Et tryk manden ikke overlevede.
Prius’ens hybridteknologi gør den tilsyneladende til et yndet offer for netop katalysator-tyverier. Hybridteknologien gør nemlig, at katalysatoren ikke er så hårdt belastet, hvorfor den selv efter mange års brug ikke er så slidt som på mange andre biler.