Den syvdobbelte verdensmester startede sin karriere i denne Jordan 191, som nu er sat til salg.
Selveste Michael Schumacher kørte sine første meter i et Formel 1-løb tilbage i 1991 i en racer ved navn Jordan 191. Det var i Belgiens Grand Prix, hvor Schumacher blev sat ind i stedet for Bertrand Gachot, der var smidt på bænken efter håndgemæng med en taxachauffør.
Det blev startskuddet til Michael Schumachers voldsomt imponerende karriere. Og det skete altså i præcis denne Jordan 191.
Bilen er udstyret med en Ford Cosworth HB-motor, og den er fuldt kørbar med restaureret motor af samme firma, som servicerede den tilbage i 1991. Bilen har senest kørt ved Masters Historic Race Weekend på Donington Park i år.
Men hvad koster sådan en legendarisk sag så? Det ved vi desværre ikke, for det oplyses kun til seriøse købere. Og selvom vi gerne ville have fingrene i den, har vores bank sagt nej. Æv.