Vi drømmer alle sammen om at få nogle større bremser ind bag fælgene. Men hvordan gør lige den slags på en måde, så synsmanden ikke får kaffen galt i halsen? Du kan gøre som Ole, der har fået godkendt større bremser fra en Cupra på sin Leon 2,0 TDI.
Du kender nok problemet. Du har lige brugt sommerferie-opsparingen på et sæt store hjul til bilen. Men til din rædsel opdager du, at de originale bremser er størrelse mikro – og den slags ser bare rigtig fjollet ud. Især hvis dine fælge er af den mere åbne slags.
Så nu har du to valg. Det ene er, at du bestiller et big brake-kit fra en eller anden producent og får det monteret. Alt er godt, og det ser fedt ud. Du kan godt få det igennem syn, hvis kittet er TÜV-godkendt, men det koster formodentlig relativt mange penge at købe sådan et sæt bremser, og det er måske ikke helt let at montere.
En anden mulighed er at gå den originale vej. Og med originale mener vi at kigge på bilproducentens hylder efter varianter, som originalt er monteret med større og mere effektive bremser. Det er præcis, hvad Ole fra Nordjylland har gjort.
Trængte til et boost
Han gik på jagt efter andre bremser til sin Seat Leon 2,0 TDI. Den er født med 312 mm skivebremser foran og 272 mm bagpå. Ikke verdens mindste, men da Ole kører med 19 tommer fælge om sommeren, trængte skiverne til et boost.
Når man i Seat-verdenen snakker om hurtige modeller, skal der stå Cupra på bagsmækken. Selvom Cupra i dag er et selvstændigt bilmærke – men det er en helt anden snak. Oles Leon har i hvert fald en storebror, der hedder Leon Cupra. Og den variant er udstyret med markant større bremser, der hedder 340 mm foran og 310 mm.
Det gør ombytningen markant lettere, da det er ‘plug and play’, og
desuden er bremse-hovedcylinderen identisk med donorbilen, hvilket i sidste ende gør både montering og godkendelse lettere. Endda til en billigere pris, end hvad et big brake-kit ville have kostet.
Godkendelsen har firmaet AutoConsult stået for. Deres ingeniører har tjekket bilen igennem, men faktisk er det her en af de lettere – og dermed også billigere – opgaver at løse for AutoConsult.
Kravet til fading er allerede opfyldt, da du her gerne må sætte større bremser på – plus at bremserne stammer fra en anden bil med mindst samme effekt og akseltryk – dermed er der intet krav om en decideret fadingtest.
Kravet til bremsekraftfordeling/overbremsning af baghjul er også nemt klaret, da ABS’en klarer dette. Så AutoConsult har lavet en kontrol af 2-kredssystemet, samt den maksimale afbremsning – med og uden ABS. Oles Leon bestod alle test til et 12-tal, og derfor er han nu klar til at rulle ud i sommerlandet med en bil, der både ser super godt ud – men som også bremser endnu bedre end originalt.
Og det fedeste er, at alt er synet og godkendt, så hvis en betjent standser ham og spørger til de store bremser, har han papirer klar på det hele.
Hvis du også vil have specielle løsninger på din bil – f.eks. godkendt større bremser – kan du kontakte AutoConsult og rådføre dig. De ved alt om emnet.
Find dem på www.autoconsult.dk