De første eksemplarer af Hyundais nye elbil IONIQ 5 er nu på vej til Danmark. Bilen, der netop er blevet kåret som den hurtigste til at få ladet batteriet op i en norsk undersøgelse, forventes at lande hos de danske forhandlere inden udgangen af juli måned.
19 minutter. Mere skal der ikke til for at oplade batteriet i den nye IONIQ 5 til 80 %. Det viser en ny undersøgelse fra Norsk Automobilforbund, NAB, der udnævner IONIQ 5 til den hurtigste til at lade blandt 21 forskellige elbiler. Netop nu er testvinderen på vej til Danmark, hvor modellen forventes at lande hos de danske forhandlere i slutningen af juli. Langt over 500 har allerede valgt at forudbestille bilen – blandt andet på grund af den høje ladehastighed.
”I de seneste år har mange fokuseret på elbilernes rækkevidde, og hvor langt de kan køre på et fuldt opladt batteri. Men hvor lang tid det tager at lade, kommer til at fylde endnu mere fremover. Noget af det, der gør den nye IONIQ 5 så interessant, er, at den kan lades op lynhurtigt, når man er på farten. Så behøver man ofte kun at standse og lade i 5-10 minutter for at have strøm nok til sin destination. Samtidig fås den også til en helt skarp pris, og det er tydeligt, at de to elementer appellerer til vores kunder,” siger pressechef for Hyundai Danmark, Annegrethe Skovby.
Hurtig opladning og rækkevidde på op til 481 km
Med Hyundais IONIQ 5 skal man ikke bekymre sig om, hvor man finder den næste ladestander eller sætte en time af til opladning. Elbilen er nemlig udstyret med et ladesystem på 800 volt, som gør den i stand til at lade op til 80 % på ca. 19 minutter. Med et næsten tomt batteri, kan man få strøm til 100 km på bare 5 minutter i en 350 kW hurtiglader.
Derudover er den nye elbil skabt til at køre langt, og det store batteri på 72.6 kWt sikrer en rækkevidde på op til 481 km på en enkelt opladning.
Privatleasing til 0 kroner i udbetaling
Vil man have fat i Hyundais nye IONIQ 5, kan den allerede nu forudbestilles. Elbilen findes i tre varianter: Essential, Advanced og Ultimate, og kan købes til priser fra 319.995 kr. Men det er også muligt at privatlease bilen.
Med en udbetaling på 29.995 kr. er den månedlige ydelse for en IONIQ 5 Standard Range 58 kWt fra 3.795 kr. om måneden. Vælger man i stedet 0 kr. i udbetaling er den månedlige ydelse fra 4.795 kr.
For IONIQ 5 Long Range 72,6 kWt med endnu længere rækkevidde starter den månedlige ydelse ved 3.995 kr. med en udbetaling på 29.995 kr. Med 0 kr. i udbetaling starter ydelsen fra 4.995 kr. om måneden. Priserne på privatleasing gælder for en aftale på tre år med 45.000 km.