“Man kan jo undre sig over, at folk ikke bliver klogere”, siger politiet efter endnu en aktion i Skagen.
Flere billeder: presse-fotos.dk
Det er lidt af en tradition. Uge 29 – eller i den såkaldte “Hellerup-uge” – bruger politiet på at jagte bilister med rod i sagerne.
Når det kaldes “Hellerup-ugen” skyldes det, at Skagen særligt i sommerperioden tiltrækker de mest velstående danskere fra hovedstadsområdet. Og med dem følger som regel også biler i den rigtigt dyre ende.
Igen i år var der da også noget at komme efter, mener ordensmagten. 50 færdselssager er det blevet til. Heriblandt fem forhold hvor der blev kørt med for meget alkohol i blodbanerne, mens seks bilister blev skrevet for narkokørsel.
– Man kan jo undre sig over, at folk ikke bliver klogere, når de ved, at vi kommer år efter år. Man ved, at man skal op og drikke rosé og feste, og man har alle muligheder for at tage sine forholdsregler i forhold til transport – man kan leje cykler, tage en taxa eller gå, siger politikommissær ved Nordjyllands Politi Thomas Ottesen til DR.
Politiet fortsætter i øvrigt kontrollen i området.