Et af årets helt store racerevents skydes i gang denne weekend, når Tectyl GP Danmark afholdes på Jyllandsringen. Og hos Brian Madsen Sport er de mere end klar.
Sidst vi så TCR Denmark give den gas, var til det store byløb, Copenhagen Historic Grand Prix, hvor der var action fra første til sidste sving. Denne weekend er der igen fuld fart over hele det spændende TCR-felt, når der er dømt oktanfyldt racerløb til Tectyl GP Danmark på Jyllandsringen.
Hos Brian Madsen Sport er de klar til at gøre alt for at kæmpe om både podiepladser og point til det samlede klassement. Her er det nemlig tæt som aldrig før. Top tre adskilles kun af ganske få point. Og teamets Casper Elgaard ligger lige nu på en tredjeplads. Lige efter Jan Magnussen og Kasper H. Jensen.
Et par gode testdage med både regn og tørvejr har givet Brian Madsen Sport masser af nye inputs, som teamet kan gøre brug af til det store grand prix.
“Regnen gav os mulighed for at arbejde med vores regnvejrsopsætning, og det skal vi nok blive glade for inden sæsonen er slut. Der er også blevet arbejdet godt videre med opsætningen af bilen, og der bliver ydet en enorm indsats fra hele teamet for konstant at finde forbedringer. Vi er ikke i mål, men vi er godt på vej i den rigtige retning”, fortæller Casper Elgaard.
Teamets yngste mand, Gustav Birch, er efter et flot resultat i København blevet sulten efter mere. Han ligger lige nu på en flot niendeplads i mesterskabet, hvor teamets alderspræsident, Johnny Vejlebo, indtager en 13. plads blandt feltets 20 kørere.
Du kan se Boosteds video fra sidste gang, Brian Madsen Sport kørte på Jyllandsringen på linket her!
Følg med, når TV2 Sport sender fra weekendens løb – læs mere på play.tv2.dk
Hop ind på brianmadsensport.com og læs meget mere om teamet!