Den tyske tuner Brabus er ikke bange for at bruge de helt store ord om den i forvejen store – og ret potente – GLE 63.. For de har lige gjort den endnu hurtigere.
Brabus har lanceret 900 Rocket Edition, og samtidig hævder tuneren, at bilen er den hurtigste gadegodkendte crossover (SUV, red.) i verden. Det er den fordi den har en topfart på 330 kilometer i timen. Højhastighedsmaskinen er netop blevet vist frem på Monaco Yacht Show, som finder sted i denne uge.
900 Rocket er baseret på AMG GLE 63S Coupe. Og den kan prale af 888 hestekræfter og et vanvittigt moment på 1.050 Newton-meter. Det er muskler nok til, at crossoveren går fra 0 til 100 km/t på bare 3,2 sekunder. Og det er i neddroslet trim.
For teknisk set er motoren i stand til at lave 1.250 Nm, men Brabus holder effekten nede for at beskytte drivlinjen.
Hænger Urus til tørre
For at have noget at sammenligne med så går fabriks-GLE’eren med 63S-emblem fra 0 til 100 km/t på 3,7 sekunder. Konkurrenten fra Lamborghini – Urus – klarer samme disciplin 0,1 sekund hurtigere. Altså på 3,6 sekunder.
For at GLE’eren kan smide så meget power i asfalten har Brabus hævet slagvolumen i den håndbyggede AMG-V8’er. Fra 3.982 kubik til 4.407 kubik.
En meget dyr fætter
Nye dele er det også blevet til. Blandt andet større turboladere, smedet stempler og stærkere krumtapsaksel.
En forstørret brændstofpumpe sørger for at pumpe benzin ind i motoren i et rasende tempo, og hele udstødningssystemet er nu fremstillet af rustfrit stål. Så der er nok noget om det.
Altså at 900 Rocket er hurtig. Det er prisen også. Brabus bygger kun 25 eksemplarer, og de vil have mindst 382.000 euro svarende til 2,8 millioner danske kroner for hver eneste bil.