I uge 41 satte de danske politikredse øget fokus på landets fartsnydere. Over 7.600 bilister kørte i fælden.
Fra mandag 11. oktober til fredag 15. oktober var færdselspolitiet ekstra meget på vejene. Ugen skulle, som vi også skrev her på Boosted, nemlig bruges på at fange fartsnydere i hele landet. Og nu har Rigspolitiet gjort tallene op.
I alt kørte 7.600 bilister i fælden på den ene eller anden måde. I ugens løb kørte 3.500 bilister for stærkt i byzoner, mens lidt mere end 800 kørte for stærkt på landevejene. Lidt ‘bedre’ så det ud på motorvejene. Her blev kun 500 taget for at trykke for hårdt på speederen.
2.000 bilister havde ikke respekt for den nedsatte hastighed ved vejarbejde, mens yderligere 700 blæste på andre dele af færdselsloven.
Det skriver Rigspolitiet i en pressemeddelse.
– Vi har sigtet cirka 6.900 for at køre for stærkt fra mandag til fredag i den forgangne uge. Det er stadig alt for mange selvom vi ligger noget lavere sammenlignet med kontrollerne sidste år i samme periode, og her var Danmark endda lukket ned pga. Corona, udtaler Christian Berthelsen, politiassistent ved Rigspolitiet Nationale Færdselscenter i pressemeddelsen.