Som en del af en ny strategi søger Dodge en ‘Chief Donut Maker’ – jobbet betales i sekscifrede dollar-beløb, og firmabilen er en Hellcat efter eget valg.
Her på redaktionen synes vi selv, at vi har nogle ret fede job. Altså lige ind til vi så det seneste jobopslag fra Dodge. For som en del af mærkets strategi ‘Never Lift’, søger amerikanerne en ambassadør.
Det fremgår af en pressemeddelse.
LÆS OGSÅ: Vanvidsbilist udvist – bilen blev ikke konfiskeret
Og hvad skal den ambassadør så lave, tænker du måske? Jo, brændere! Og en masse af dem. Faktisk vil Dodge betale deres kommende ‘Chief Donut Maker’ 150.000 dollars svarende til en lille million i danske kroner for ‘besværet’.
Hellcat som firmabil
Desuden vil mærket stille en Hellcat efter eget valg til rådighed, så længe ambassadøren altså kan vælge mellem Challenger, Charger eller en Durango. Svært valg – vi ved det.
Når det så er sagt, er den nærmere jobbeskrivelse ikke rigtig til at blive klog på. Ja, den heldige skal brænde dæk af. Men under hvilke omstændigheder står stadig hen i det uvisse. I hvert fald for os. Men at man leder efter en person, der kan leve op til ånden fra mærkets grundlæggere – Dodge-brøderne – står klart.
Faktisk fremgår det af jobopslaget.
Du skal være lige som Dodge-brøderne var
– De (grundlæggerne, red.) fulgte aldrig en trend, de søgte altid den bedste, hurtigste og vildeste måde at gøre tingene på, skriver Dodge i opslaget.
Mærkets topchef Tim Kuniskis anerkender, at man her 100 år efter grundlæggernes bortgang ikke er blevet ‘klogere’.
– Vi leder efter en person, der er ligesom dem. Nej, vi er ikke blevet klogere, siger chefen.
Vi har ikke svært ved at forestille os, at der bliver rift om stillingen. Men præcist hvordan man ansøger, løfter Dodge først sløret for 12. januar næste år.