Den syvdobbelte verdensmester kørte rundt i den sorte og meget potente stationcar i omkring syv måneder.
I begyndelsen af 2010 gjorde Michael Schumacher comeback i Formel 1. Med et sæde hos Mercedes fik han – selvfølgelig – en Mercedes som firmabil til asfalten uden for banerne.
En C63 AMG for at være mere konkret. En stationcar for at være helt præcis. Schumacher kørte rundt i bilen i små syv måneder, før den i juli det år blev solgt til sin anden ejer – en schweizisk forretningsmand.
Han beholdt bilen indtil engang i 2015. Og siden da har bilen skiftet ejer yderligere to gange. Men nu skal den altså på auktion i begyndelsen af næste måned. På tolv år har bilen kørt lige omkring 152.000 kilometer, og den er – ifølge salgsopstillingen – altid blevet servicet på et Mercedes-værksted og “kun med originale dele”.
C63 AMG var kronen på C-Klasse-generationen W204. Og det ene og alene på grund af motoren – den 6,2-liters suge-V8’er – som vi aldrig ser i nogen gadebil igen. Desværre.
Om den tidligere Schumacher-slæde siges det, at den mekanisk er i fremragende stand. Kosmetisk halter det dog lidt med blandt andet mælkhvide forlygter, ridser her og der, klarlak der skæller visse steder og et føresædet hvis læder har set bedre dage.
Til trods for de – indrømmet “mindre ” – fejl, så forventer auktionhuset Bonhams alligevel, at bilen indbringer et sted mellem 50.000 og 100.000 euro. Altså mellem 372.000 og 745.000 danske kroner. Og ja, det er uden afgift.
Klik ‘NÆSTE SIDE’ for at bladre i billederne af bilen.