Han måtte egentlig godt køre 417 km/t i sin Bugatti, men spørgsmålet er, om Radim Passer alligevel brød den første paragraf i Tysklands færdselslov. Nu tager Bugatti afstand fra kørselen.
Mere end otte millioner mennesker har nu set GoPro-optagelserne af den tjekkiske rigmand Radim Passer, der skyder ned ad en tysk autobahn-strækning med 417 km/t i sin Bugatti Chiron en tidlig sommermorgen sidste år.
Den dårlige nyhed for Passer er, at nogle af disse personer er ansatte i det tyske politi, transportministeriet og anklagemyndigheden. Passer giver sin Bugatti gas i cirka to minutter, men ifølge tyske medier risikerer han nu op til to års fængsel.
Det tyske politi undersøger nemlig, om Radim Passer med sin kørsel har udsat andre trafikanter for fare.
Nu taler Bugatti
Og med det afsæt kan man diskutere, om Passers handling kaster bil-miljøet ud i et moralsk dillema. Ja, og Bugatti med for den sags skyld. De færreste kan sige sig fra for at få ‘et kick’ ud af høj fart. Og nogle gange kører vi som bilister hurtigere, end vi må. Store dele af Bugattis identitet hviler på endda hastigheder, som kun er lovlige ganske få steder i verden. Altså på offentlig vej. Men er der noget forkert i det? Måske.
I hvert fald har Bugatti nu udtalt sig om Passer-videoen. Fabrikken i Molsheim tager afstand fra kørslen. Dog uden direkte at sige at Passer gjorde noget forkert.
Det skriver Carscoops.
Var det ansvarligt?
– Bugatti Automobiles S.A.S er bekendt med videoen af en Bugatti Chiron, der køres med høj hastighed på en tysk motorvej. Men på grund af den mulige efterforskning, der udføres af den offentlige anklager i Tyskland, ønsker Bugatti Automobiles ikke at kommentere den konkrete hændelse yderligere, siger bilproducenten i en erklæring.
– For os som virksomhed er ansvarlig adfærd over for kunder, aktionærer, medarbejdere og samfundet, og frem for alt overensstemmelse med loven og Bugattis interne retningslinjer for overholdelse af loven, en topprioritet. Efter vores opfattelse skal man altid optræde ansvarligt, når man er en del af trafikken. Som virksomhed afviser/ tager vi afstand fra enhver adfærd på vejen, der fører til konkret fare for andre trafikanter, står der videre i udtalelsen.
Herefter fortaber Bugattis erklæring sig i forklaringer, om hvordan Chirons tophastighed på 420 km/t kun kan aktiveres ved brugen af én særlig Speed Key (højhastigheds-nøgle, red.)
Nøglens funktion begrænses dog automatisk, hvis bilen selv fornemmer, at vejen forude er for snoet, til at 420 km/t er forsvarligt. Så er tophastigheden ‘kun’ 380 km/t.
– Intet gadegodkendt køretøj kører mere sikkert ved høje hastigheder end en Chiron, understreger Bugatti.