Benzin-og dieselpriserne banker én vej – nemlig opad. Nogle regeringer kan dog godt finde ud af at komme de økonomisk trængte bilister til hjælp.
Den irske regering har besluttet at fjerne punktafgifterne på benzin og diesel. Det betyder, at benzinen falder med godt halvanden krone i literpris. Mens dieselen er blevet lige knap 1,15 krone billigere. Det skriver Irish Times.
‘Rabatten’ vil foreløbig gælde frem til august, og det er regnet ud, at det vil koste statskassen 320 millioner euro. Men i Polen er de gået endnu videre og det endda for længe siden. Momsen på brændstof er nemlig røget ned fra 23 til bare 8 procent. I Danmark derimod? Her er der absolut intet sket. Både benzin, diesel og el ser kun ud til at blive dyrere.
Udover lidt snak om forhøjet kørselsfradrag har Christiansborg indtil videre forholdt sig tavs. Det er først senere i denne måned, at det såkaldte Skatteråd mødes for at diskutere, om kørselsfradraget skal op. Men at sænke afgifterne på netop brændstof er der altså ingen, der taler om herhjemme.
Heller ikke selvom et borgerforslag, der foreslår netop det, nu har rundet 72.000 underskrifter. Det er mere end 20.000 underskrifter mere, end hvad der kræves for at forslaget skal til afstemning i Folketinget.