Den firedobbelte verdensmester stiller ikke til start i Bahrains grand prix. Tyskeren er nemlig lagt ned af corona.
Det værst tænkelige lige op til en sæsonstart er sket for Sebastian Vettel. Den firedobbelte Formel 1-verdensmester har fået corona. Han er derfor ude af sit sæde i Aston Martin AM22-raceren i hele den kommende weekend.
I stedet bliver weekendens vikar holdets test-og reservekører Nico Hülkenberg. Det oplyser Aston Martin selv på sine sociale medier. Hulkenberg, der aldrig har vundet et Formel 1-løb, har kørt for Williams, Force India (som siden blev til Aston Martin, red.), Sauber ( i dag Alfa Romeo) og Renault.
Tyskeren mistede dog sit sæde hos det franske team i 2020. Det fik franskmanden Esteban Ocon, som den dag i dag stadig kører for teamet, der nu hedder Alpine.