Teslas første europæisk byggede biler forlader samlebåndet på fabrikken i Berlin i dag.
I dag leverer Tesla 30 helt særlige biler. De 30 biler – alle sammen Model Y – er nemlig de første, som mærket bygger på europæisk jord. Det skriver Tesla selv i en pressemeddelse.
Samtlige biler er bygget på Teslas nye fabrik i Berlin. Giga Factory kalder de den.
Byggeriet blev annonceret i november 2019 og påbegyndt foråret 2020. Omtrent to år senere er fabrikken blevet officielt godkendt af myndighederne, og man har påbegyndt produktionen af SUV’en, Model Y.
Model Y Performance, som er den model, der skal bygges først i Tyskland, begynder ved 603.816 kr. i Danmark, og Tesla forventer at kunne levere i april. Skal bilerne til Danmark, bliver det med leveringer af “made-in-Germany Model Y Performance” inden udgangen af april, siger Tesla.