Sebastian Vettels Formel 1-sæson er ikke engang begyndt endnu. Alligevel risikerer den firedobbelte verdensmester allerede en straf.
Var du så tidligt oppe i morges, at du kunne følge med i den første træning til Australiens Formel 1-grandprix, så du nok også, at Sebastian Vettels Aston Martin-racer gik i stå.
Alt sammen “heldigvis” mod slutningen af træningen. Efterfølgende kørte den firedobbelte verdensmester rundt på en scooter. Undervejs både uden hjelm og uden hænder på styret. Men det er faktisk ikke det, Formel 1-organisationen kigger på, om den 34-årige tysker skal straffes for.
Uden tilladelse?
Nej, det er det, at tyskeren i det hele taget befandt sig på banen, efter at hans racer gik i stå. Autosport skriver, at man ifølge reglerne ikke må opholde sig på banen i minutterne, umiddelbart efter at træningen er slut. I hvert fald ikke uden tilladelse.
Men det gjorde Vettel altså. Selv mener tyskeren dog, at han havde fået tilladelse til at tage scooteren tilbage til pitten. Det internationale motorsportsforbund vil nu se på, om Vettel skal have en straf. Tyskerens racer nåede i øvrigt ikke at blive køreklar til dagens anden træning.