VAG-gruppen har så lidt lyst til at være i Rusland i øjeblikket, at koncernen nu vil betale sine ansatte i landet for at sige op.
Volkswagen-koncernen har tilbudt at betale sine ansatte på fabrikken i Nizhny Novgorod, Rusland, for at sige op.
På fabrikken samler VAG-gruppen modeller som Volkswagen Taos samt Skoda Octavia, Karoq og Kodiaq. Efter Ruslands invasion af Ukraine i slutningen af februar sagde VW, at produktionen på Nizhny Novgorod-anlægget og Kaluga-fabrikken ‘indtil videre ville blive sat i stå’, og at man ville stoppe alt eksport af biler til Rusland med øjeblikkelig virkning.
Volkswagen-gruppen ejer faktisk ikke fabrikken i Nizhny Novgorod, hvor Skoda Octavia, Karoq og Kodiaq samles. Den lejer man i stedet gennem en kontrakt med russiske GAZ Group, skriver Auto News.
LÆS OGSÅ: Rusland truer bilproducenter: Kom tilbage! Eller vi tager jeres fabrikker
En talsmand fra den tyske bilkoncern sagde for nylig, at cirka 200 russiske ansatte allerede er blevet tilbudt økonomisk kompensation svarende til seks måneders løn og sygeforsikring resten af 2022, hvis de siger op.
VAG-gruppen er langt fra den eneste bilkoncern, som siden Ruslands overfald på Ukraine, har trukket sig fra landet. Renault har solgt sin majoritets ejerandel på 67,1 procent af AvtoVAZ, som producerer Lada-modeller, tilbage til russerne for den sølle værdi af én russisk rubel. Det svarer til 10 danske øre. I artiklen her kan du se, hvordan de forskellige bilmærker har reageret på Rusland invasion af Ukraine.